Efteruddannelse kan være mange ting. Men det Vestjysk Bank var på udkig efter i tiden op til samarbejdet med Dania blev etableret, var en kompetencegivende efteruddannelse, der kvalificerer medarbejdere og ledere med konkrete, brugbare redskaber:
”Det var i første omgang Dania Erhverv, der rakte ud til os - og timingen var god. For på det tidspunkt var vi så småt ved at sondere markedet, og vi var egentlig afklarede med, at vi gerne ville afprøve nye veje med vores efteruddannelse”, siger HR-direktør Christina Riddersholm.
Dania Erhverv var ekstremt hurtige til at forstå, hvad det var, vi ville. De forstod at sætte tingene ind i en kontekst, der gav mening for os, og det betød, at vi hurtigt fandt ind i samarbejdet.
Christina Riddersholm, HR-direktør i Vestjysk Bank
Vi er ikke interesserede i en stangvare
Christina gjorde, i dialogen med Dania Erhverv, det klart fra start, at hun ikke var interesseret i en stangvare af en efteruddannelse til sine medarbejdere. Det skulle være efteruddannelse tilpasset Vestjysk Banks behov, og som samtidig var en del af det akkrediterede system:
”Dania Erhverv var ekstremt hurtige til at forstå, hvad det var, vi ville. De forstod at sætte tingene ind i en kontekst, der gav mening for os, og det betød, at vi hurtigt fandt ind i samarbejdet”, forklarer Christina Riddersholm og fortsætter:
”Det er afgørende, at den uddannelse, vi tilbyder medarbejderne, er kompetencegivende. Men det har mindre betydning for mig med ECTS-pointene. Det, der har betydning, er, at vores medarbejdere tilgår undervisningen på en anden måde, når de ved, at de skal til eksamen sammenlignet med et kursus, hvor man ’bare’ skal møde op”.
Lederne hjælper kunderådgiverne med at implementere ny viden
Samarbejdet mellem Dania Erhverv og Vestjysk Bank har i første omgang udmøntet sig i forløbet ’Det professionelle kundemøde’. Men kunderådgiverne selv har ikke deltaget i forløbet endnu. Det er deres ledere, der har været afsted først:
”Lederne skal igennem næsten det samme forløb som rådgiverne, så de forstår, hvilke nye værktøjer rådgiverne får. Samtidig bliver lederne klædt på til at hjælpe rådgiverne med at implementere deres nye viden i hverdagen, når de har gennemført ’Det professionelle kundemøde’”, pointerer Christina Riddersholm.
Og de er blevet klædt godt på, lederne. For underviseren på forløbet er castet direkte efter Vestjysk Banks behov. Han har ledelseserfaring fra banksektoren, og han har selv navigeret i de situationer, som både lederne og medarbejderne skal håndtere i hverdagen.
Lederne skal igennem næsten det samme forløb som rådgiverne, så de forstår, hvilke nye værktøjer rådgiverne får. Samtidig bliver lederne klædt på til at hjælpe rådgiverne med at implementere deres nye viden i hverdagen.
Christina Riddersholm, HR-direktør i Vestjysk Bank
Eksamen har fyldt meget
Når nye tiltag bliver introduceret i en organisation, kan det godt give dønninger. Det har Vestjysk Bank også oplevet med det nye efteruddannelsesforløb:
”Der har været mange spørgsmål fra de medarbejdere, som har været lidt utrygge ved eksamensdelen. Men den karakter de ansatte får til eksamen bliver i eksamenslokalet. Den bliver hverken delt med kolleger, ledere eller HR. Karakteren er ikke det vigtige – det er processen og den læring, de tager med sig, som er vigtig”, understreger Christina Riddersholm.