Når de studerende står med et eksamensbevis fra en uddannelse fra Erhvervsakademi Dania i hånden, er det med værdifuld erhvervserfaring fra det obligatoriske praktikforløb i bagagen.
Med en kåring af Årets Dania-praktik 2019 kommer der særligt fokus på det tætte og betydningsfulde samarbejde, der er med erhvervslivet.
”De studerendes praktik er en del af vores DNA. Det er helt centralt, at vi er tæt inde på erhvervslivet, og med kåringen af Årets Dania-praktik kommer det i endnu større fokus,” siger rektor på Erhvervsakademi Dania, Anders Graae Rasmussen.
En hyldest til det gode samarbejde
Alle studerende fra Erhvervsakademi Dania skal i løbet af deres uddannelse i et praktikforløb i enten ind- eller udland.
I år er 885 studerende fra Dania i praktik, der med den nyeste viden og arbejdskraft kan bidrage til erhvervslivet i aktuelle problemstillinger.
Det er de studerende selv, der skal nominere deres praktikophold.
Det er en oplagt mulighed for de studerende til at give virksomheden et klap på skulderen og sige tak for det, de har fået ud af deres praktik.
Vinderen af Danias konkurrence går videre til finalen i Børsen i København, hvor blandt andre Freeway-direktør Mia Wagner (kendt fra Løvens Hule) og direktør for Dansk Erhverv Brian Mikkelsen er dommere.

Det er samtidig en mulighed for iværksættere at nominere deres egen virksomhed, de har startet under praktikken.
Konkurrencen om at vinde Årets Dania-praktik er i gang, og den lokale finale finder sted i Randers den 25. april.
Her vil dommerpanelet bestå af bl.a. chefredaktør for Randers Amtsavis Axel Præstmark og rektor Anders Graae Rasmussen.
Alle studerende, der har været i praktik i studieåret 2018/2019, kan indstille deres praktikophold via tilsendt link til studiemail.