Der er ikke mange praktikpladser for datamatikere, der har voldgrav og kanoner, men det er lige præcis hverdagen for 22-årige Maja Eichen, der bor i Skive.
Hun er i praktik på Spøttrup Borg, der er en middelalderborg under Skive-Salling Museum.
Her udvikler og koder hun en app, der skal invitere børnefamilier med 5-10-årige børn med på eventyr bag borgens mure.
- App’en giver en rundtur med barnet i fokus og en anden måde at interagere med borgen på, da udgangspunktet er spil. Vil du fx snige dig ind ad bagdøren eller kæmpe dig ind med kanoner, forklarer Maja Eichen og uddyber, at der er flere mini-games i spillet, hvor du fx kan lege gemmeleg med spøgelserne på slottet eller slås med bispen.
Det er første gang, jeg lægger en app ud for nogen, så det er lidt nervepirrende
Maja Eichen, datamatiker-studerende
Praktikken på tre måneder er en fast del af studiet til datamatiker på Erhvervsakademi Dania i Skive, og der har været flere udfordringer undervejs i projektet, for al internet og GPS dør i borgen, fordi væggene er så tykke. Men det er lykkedes Maja Eichen at arbejde rundt om det, og app’en bliver inden længe offentliggjort på Play Store.
- Det er første gang, jeg lægger en app ud for nogen, så det er lidt nervepirrende, siger hun.
Kreativ og skabende
Udover at stå med en færdig app har Maja Eichen også tegnet alt grafik i spillet selv. For kunst, kultur og musik er vigtig for hende og hænger sammen med baggrunden for at vælge studiet.
- Det er et kreativt og teknisk studie, og jeg har altid været virkelig dårlig til computere, men det lokkede, at jeg kunne skabe mine egne produkter. Jeg gav det seks måneder, og nu er jeg på sidste semester, siger Maja Eichen, hvis accent skiller sig ud i Skive.

Hun er nemlig flyttet til området fra Fredensborg på Sjælland, hvor alle skulle til København og læse.
- Jeg er ikke til det storby-halløj. Jeg har altid tænkt, at jeg ville til Jylland, og da jeg så kom ind på studiet, fulgte kæresten med. Han læser til lærer i byen, og vi er rigtig glade for at bo her, fortæller hun.
Nu mangler Maja kun sin hovedopgave, før hun kan kalde sig færdiguddannet datamatiker. Bagefter håber hun at kunne fortsætte samarbejde med Skive-Salling Museum om app’en og finde et job i området, der ligesom med Spøttrup borg kan være virkelighedsnært.
Du kan følge med på Skive-Salling Museums kanaler og se spillet, når det er offentligt.
