Det er mandag hos logistikøkonom-uddannelsen på Erhvervsakademi Dania, og ugen skal sparkes i gang. I rummet sidder et hold studerende, og på skærmen på væggen er yderligere fyldt med ansigter. Det er de online-studerende på den 2-årige videregående uddannelse. Alle skal lave samme opgave denne uge, mens nogle gør det fysisk og andre online.
”Det føles, som om de er her fysisk og fungerer rigtig fint,” siger 28-årige Kathrine Trøster, der bor i Hobro.
På grund af samlæsningen mellem fysisk og online, har oplever de kommende logistikøkonomer meget fleksibilitet i deres studieliv.
”Fordi de er online, bliver alt optaget, så jeg kan se det fx mandag aften, hvis jeg skal noget, der er sne eller har børn syge. Det er fleksibelt, og jeg går ikke glip af noget,” supplerer Nana Bisgaard Madsen på 30, der bor lidt udenfor Hobro og tilføjer:
Stor cadeau til underviserne for at kunne være der både fysisk og online på samme tid
Kathrine Trøster, studerende på logistikøkonom i Hobro
”Underviserne har lavet gode begrebsvideoer, som vi kan se og supplere til det, vi læser. Så der er mulighed for at genbesøge materialet om fx LEAN når som helst,” siger hun.
Nyt læringsdesign gør undervisningen levende
Uddannelsen er også en af de første med et nyt læringsdesign på erhvervsakademiet.
Det lyder måske kedeligt, men er det langt fra, understreger Nana Bisgaard Madsen og Kathrine Trøster.
”Vi får en opgave om mandagen, som kaldes et spark. Den handler om et emne, vi skal blive klogere på, og som vi skal arbejde med til fredag, hvor vi afleverer med fx en fremlæggelse, en video, et powerpoint, en businessmodel eller en one-pager med det, vi har lært,” fortæller Kathrine Trøster og tilføjer, at opgaven altid samles op fælles om fredagen.
Hele 1.semester har de arbejdet med forskellige aspekter af den lokale virksomhed DermaPharm såsom økonomi, logistik, salg og lager.
Læs også: Ny onlineuddannelse til logistikøkonom
Karriereskift og fællesskab
Arbejdet med ugens opgave laves altid i studiegrupperne, hvor begge studerende mener, at de løfter i flok. På den måde oplever Kathrine Trøster studiemiljøet som helt anderledes, end hun gjorde, da hun læste til produktionsingeniør på universitetet i Odense.
”På uni er der meget selvstudie, hvor man passer sig selv. Samtidig blev det for stort for mig, og jeg kan godt lide et mindre hold. Det er en anden fornemmelse at gå her og helt nede på jorden,” siger Kathrine Trøster, der nyder at bo billigt i Hobro.
Den anden fornemmelse nikker Nana Bisgaard Madsen til. Hun er uddannet pædagog, men ønskede et karriereskifte mod logistik, planlægning og indkøb.
”Her er vi meget mere tæt på underviserne, og der er en ro her. Vi hjælper meget hinanden, favner forskellige baggrunde og er meget mere tæt på underviserne, end jeg har prøvet,” siger hun og roser underviserne for så overbevisende at kunne favne både teknologi, pensum og studerende.
Læs også: Jonas vil skifte militæruniformen ud med bøger og læse til logistikøkonom i Hobro
Fakta om logistikøkonom
📍 Studiested Hobro eller online
⏱ Varighed 2 år
📅 Studiestart september
💼 Indeholder 3 måneders praktik på SU
🌍 Fokus på transport lager indkøb og globale forsyningskæder
📝 Optagelse via optagelse.dk
”Stor cadeau til underviserne for at kunne være der både fysisk og online på samme tid og drible i det. Jeg føler på ingen måde, at underviserne stresser over teknologien. Det er der ingen af,” slutter Kathrine Trøster.