Når multimediedesignerne i dag dimitterer i Skive, er det for mange et punktum for tre års studier og starten på noget nyt. For 23-årige Magnus Sørensen markerer dagen ikke kun afslutningen på uddannelsen – men også begyndelsen på en kærlighedshistorie, der krydser både landegrænser og Øresund.
Magnus kan nemlig fejre sin eksamen flankeret af sin svenske kæreste, Lovisa. De to mødte hinanden første gang netop i Skive – på samme sted, hvor der i dag er dimissionsfest.
Mødet skete gennem EU-projektet Scandinavian Employability, hvor studerende fra Danmark og Sverige besøger hinandens campusser for at udvikle sig både fagligt, personligt og professionelt.
“En aften sad jeg tilfældigt ved siden af en 10/10’er, som jeg realistisk set ikke havde en jordisk chance hos,” fortæller Magnus med et grin.
“Men vi faldt i snak, og i løbet af aftenen fik jeg både Instagram og Snapchat ud af den flotte svensker.”
Kort tid efter gik turen den anden vej over Øresund, da det danske hold besøgte Sverige som en del af projektet. Her tog relationen for alvor fart.
“Da vi så hinanden igen, kunne vi mærke, at kemien bare var der. Vi tilbragte en masse tid sammen de dage, og inden jeg tog hjem, havde vi allerede aftalt, hvornår vi skulle ses igen,” forklarer han.
Kontakten blev til lange samtaler – og samtalerne udviklede sig hurtigt til noget mere. Siden har Magnus og Lovisa skiftes til at besøge hinanden på hver sin side af Øresund.
Starten på iværksætteri
Projektet fik ikke kun betydning privat. Fagligt blev oplevelsen også et vendepunkt for Magnus. Under studiet har han startet sit eget bureau, hvor han hjælper virksomheder med at skabe deres visuelle identitet – et arbejde, han fortsætter med efter dimissionen.
Samtidig søger Lovisa job på begge sider af Øresund, og fremtiden er stadig åben.
“Vi må se, hvad der sker. Men én ting er helt sikkert: Det bliver med en svensker ved min side,” siger Magnus med et stort smil.
Dimissionen i Skive bliver dermed både et farvel til studielivet og et bevis på, at et internationalt projekt kan føre til mere end faglige kompetencer.
Stort tillykke til Magnus Sørensen – og til alle de nyuddannede multimediedesignere