Del siden
 
       

Fælles sprog for ledelse styrker hverdagen i Fjordland

Mette Balle Hermansen er med en stor del af chefgruppen fra rådgivningsvirksomheden Fjordland på diplom i forretningsorienteret ledelse. Det har givet hende et ledelsessprog, der har bragt hende tættere på medarbejdere og chefer
Artiklen fortsætter under billedet Mette er på forretningsorienteret lederuddannelse på erhvervsakademi dania og står i kontorlandskabet ved Fjordland
2026-02-25
Erhvervsakademi Dania
/nyheder-og-presse/nyheder/faelles-sprog-for-ledelse-styrker-hverdagen-i-fjordland/

Når 10 ledere fra samme virksomhed sætter sig på skolebænken, handler det ikke om at få endnu et kursusbevis på cv’et. I hvert fald ikke for landbrugsrådgiverne Fjordland.

Her handler det om at få et fælles sprog for ledelse, og om at kunne omsætte teori direkte til hverdagens svære samtaler, forandringer og beslutninger.

For Mette Balle Hermansen, der er chef for Branding, People & Culture, er diplomuddannelsen i forretningsorienteret ledelse på Erhvervsakademi Dania med til både at skærpe hendes egen ledelsespraksis og styrket samarbejdet i ledergruppen i en organisation med mere end 230 medarbejdere.

Jeg bruger mig selv og mine egne ledelsesmæssige udfordringer i forløbene, og det giver nogle andre refleksioner og en større bevidsthed om min egen ledelsesadfærd

Mette Balle Hermansen, chef for Branding, People & Culture ved Fjordland

– Det betyder meget, at vi får opbygget et fælles sprog. Når vi taler om ledelse nu, har vi efterhånden et fælles sprog at trække på, og det gør det nemmere både at træffe beslutninger og at bakke hinanden op, siger Mette Balle Hermansen, der kommer fra Nykøbing Mors og arbejder på tværs af Fjordlands afdelinger i Skive, Thisted og Lemvig.

Fra mavefornemmelser til bevidst ledelse
Hun har allerede været igennem diplomfagene Det personlige lederskab samt Organisation, kultur og forandringsledelse. Hvor det første fag havde fokus på, hvorfor man er leder, handlede det næste mere om at forstå organisationens opbygning, strukturer og kultur.

– Det var en øjenåbner for mig i forhold til, hvordan vores organisation reelt hænger sammen, fortæller Mette Balle Hermansen.

Hvert forløb er komprimeret og varer omkring to måneder fra start til eksamen via Erhvervsakademi Dania.

Næste fag i rækken er Forandringskommunikation, da det passer godt med den nye strategi, Fjordland for nylig har lanceret.

Artiklen fortsætter under billedet Mette fra Fjordland står på trappen. Hun er lige nu på forretningsorienteret lederuddannelse på erhvervsakademi dania Mette Balle Hermansen er en del af ledergruppen i Fjordland, der sammen er på diplomuddannelse i forretningsorienteret ledelse. For hende handler det ikke kun om ny viden, men om at få et fælles sprog for ledelse, som kan bruges direkte i hverdagen. Foto: Anne-Mette Grosen, Dania.

På den måde oplever hun, at uddannelsen hele tiden spiller direkte ind i den virkelighed, hun står i til daglig.

- Læringen kommer tæt på. Vi arbejder med noget, der er håndgribeligt og får ledelsesredskaber, som gør os i stand til at arbejde taktisk med vores strategi i hverdagen, forklarer hun.

Praksisnær læring og fælles retning
Undervisningen tager udgangspunkt i konkrete cases fra ledernes egen hverdag, og det er netop dét, der gør forskellen, oplever Mette Balle Hermansen.

– Det giver en særlig dybde og bliver meget anvendeligt. Jeg får et sprog for det, jeg tidligere måske handlede på intuitivt, siger hun.

Samtidig betyder det meget, at lederne er afsted sammen på samme hold. Det skaber et fælles udgangspunkt og et fælles sprog, som de kan tage med hjem i organisationen.

– Jeg kan mærke, at vi som samlet ledelse rykker os. Når ledelse bliver sprogliggjort, skubber det mange ting i gang. Det kan godt være svært at få det hele omsat i en travl hverdag med mange driftsopgaver, men det er jeg meget bevidst om, og det fylder mere i vores ledelsesmæssige dialoger, end det har gjort tidligere, understreger hun.

Tættere på medarbejderne
For Mette Balle Hermansen har uddannelsen også haft stor betydning for hendes egen måde at være leder på.

– Jeg bruger mig selv og mine egne ledelsesmæssige udfordringer i forløbene, og det giver nogle andre refleksioner og en større bevidsthed om min egen ledelsesadfærd. Jeg tør i højere grad tage den svære samtale, og det har bragt mig tættere på mine medarbejdere, fortæller hun.

Hun oplever, at forventningsafstemning er blevet en mere naturlig del af hverdagen. Medarbejderne ved i højere grad, hvad de kan forvente af hende som leder, og det skaber tryghed på begge sider af bordet.

– Ledelse er lige så vigtig som alle andre fagligheder i huset. Ledelse er hele tiden og i alting. Jeg er leder, og det er jeg stolt af, smiler hun.

Intens, men meningsfuld læring
Selvom forløbene er intensive, især når eksamen nærmer sig, oplever Mette ikke, at det bliver for meget.

Artiklen fortsætter under billedet Flere ledere fra Fjordland er på efteruddannelse i ledelse på Erhvervsakademi Dania, hvor de sidder om et stort bord med en underviser ved tavlen Undervisningen på diplomuddannelserne på Dania er åben for alle. Privatfoto

– Det er intenst, når man sidder midt i det, men det fungerer godt for mig. Jeg synes, det er spændende, det vi arbejder med, og den indsigt, det giver – også i forhold til at forstå både mig selv og andre mennesker, siger hun.

At hun kan tage uddannelsen som en del af sit arbejde og tæt på, hvor hun bor, betyder også meget i en travl hverdag med både job og familieliv.

– Det betyder virkelig noget, at det kan hænge sammen. Og så giver det også et sammenhold i ledergruppen, som jeg tror, vi kommer til at have glæde af langt ud over selve uddannelsen.

Det er frivilligt, om lederne vil på efteruddannelsen, men mange har valgt at sige ja, og på næste hold kommer en ny leder også med.

Hjalp denne side dig?