Det er altid nervepirrende, når man skal præsentere sin forretningsidé for andre. Og sådan var det også for de iværksætterpraktikanter, der havde fået fem minutter til at pitche deres idé foran dommere og publikum til festivalen. Men de gjorde det godt, og lettelsen og stoltheden var til at tage og føle på efterfølgende.
”I arbejdet med vores iværksætterpraktikanter er vi meget bevidste om, at de studerende får værktøjerne til at præsentere sig selv og deres virksomheder. For det bliver nødvendigt for dem, hvis de skal lykkes med at sælge deres idé ind til investorer, kunder og samarbejdspartnere”, forklarer entreprenørskabskonsulent i Danias studentervæksthuse, Dania Grow, Peter Mosdal Jensen.
Forretningsforståelsen imponerede dommerne
I forlængelse af, at de studerende pitchede deres idéer, fik de efterfølgende også 1:1 tid med dommerne.
I dialogen med dommerne fik de gode råd, sparring og feedback, og blev på den måde kvalificeret til at arbejde videre med deres idéer. Samtidig fik dommerne en chance for at spørge ind til de studerendes arbejde med deres virksomheder og få en fornemmelse af, hvor gennemarbejdede deres idéer er.
Det blev lidt af en udfordring for dommerne. For de studerendes forretningsidéer var ikke bare gedigent gennemtænkte, idéerne var også vidt forskellige. Så dommerne skulle forholde sig til idéer i spændvidden fra spiludvikling, wellness, budgetplanlægning, rejser med kæledyr til et online-magasin om e-sport, en butik med babytøj og genanvendelse af elværktøjer.
Britta Boelhøj, konsulent i Patent- og Varemærkestyrelsen, var en af de dommere, der var imponeret over de studerendes niveau: ”De har været dygtige til at finde huller i markedet, og at dokumentere at der er en efterspørgsel på deres produkter og ydelser. Det er også tydeligt, at de har en god forretningsforståelse, og de er bevidste om, hvad de vil med deres virksomheder”.
I arbejdet med vores iværksætterpraktikanter er vi meget bevidste om, at de studerende får værktøjerne til at præsentere sig selv og deres virksomheder. For det bliver nødvendigt for dem, hvis de skal lykkes med at sælge deres idé ind til investorer, kunder og samarbejdspartnere
Peter Mosdal Jensen, entreprenørskabskonsulent i Danias studentervæksthuse, Dania Grow
FixAlt vandt på bæredygtigt købmandskab og en gennemarbejdet idé
Der var mange studerende, som bejlede kraftigt til titlen som årets iværksætter-praktikant, men i sidste ende var det Andreas Larsen, online finansøkonomstuderende, der løb med guldet for idéen til sin virksomhed FixAlt.
FixAlt overtager og opkøber professionelt elværktøj, der er gået i stykker fra bl.a. håndværkere og byggemarkeder i Danmark. Efterfølgende reparerer han det, og sælger det i Polen, hvor han kan få en højere pris for værktøjet end i Danmark. Og kombinationen af at tænke miljømæssigt bæredygtigt og samtidig kunne eksekvere en økonomisk bæredygtig forretningsmodel var udslagsgivende for dommerne.
Drømmen er ikke Løvens hule men en lille sund virksomhed
Andreas Larsen var glad og stolt over den anerkendelse, der ligger i at blive udvalgt som bedste iværksætter-praktikant. Han peger selv på, at han havde forberedt sig godt, som en af de afgørende faktorer for hans sejr:
”Jeg tror, at dommerne kunne mærke mig. At de kunne mærke, at det her er noget, jeg vil. Men jeg tror også, at det har gjort en forskel, at jeg kunne svare på deres spørgsmål, og at jeg har en holdning til, hvad jeg vil med virksomheden både på den korte og den lange bane”, forklarer Andreas Larsen og siger videre:
”Min drøm er ikke at stå på scenen i Løvens hule. Min drøm er at skabe en lille, sund og bæredygtig virksomhed, som jeg på sigt gerne vil skalere. Men det kræver, at jeg møder mennesker, som jeg har lyst til at arbejde sammen med, og som brænder for de samme ting som mig”.
Min drøm er ikke at stå på scenen i Løvens hule. Min drøm er at skabe en lille, sund og bæredygtig virksomhed, som jeg på sigt gerne vil skalere.
Andreas Larsen, online finansøkonomstuderende og vinder af årets Dania Grow iværksætterpraktik 2026
Fokus på formidling - der blev også uddelt en pris for bedste pitch
Det er helt afgørende for iværksættere, at de forstår at formidle deres idéer. Derfor er det også et af de områder, som Peter Mosdal Jensen har størst fokus på i arbejdet med de studerende i Dania Grow. Evnen til at sammensætte et godt pitch kan nemlig have stor betydning for om iværksætterne lykkes:
”Vi vil her på iværksætterfestivalen gerne hylde de dygtige praktikanter. Men vi har også valgt at uddele en pris til det bedste pitch. For uanset hvor god en idé de studerende har, får idéen først værdi for andre end dem selv, hvis de forstår at formidle og forklare den”, understreger Peter Mosdal Jensen.
Og evnen til at forklare og formidle på en overbevisende måde, gjorde Dina Kathleen rigtig godt, da hun præsenterede sin wellness-virksomhed ’By Moments’ til festivalen. Hun gjorde det både konkret og med en tydelig forståelse for hvad hun vil med virksomheden, og hvad potentialet er - samtidig brændte hendes personlighed tydeligt igennem. Derfor blev hun helt fortjent tildelt prisen som bedste pitcher.