Natten til 28. juli fik 85.508 ansøgere til de videregående uddannelser svar på, om de fik tilbudt plads på drømmestudiet. For mange af ansøgerne hedder drømmeuddannelsen noget med finans. På landsplan er antallet af ansøgere til uddannelserne finansøkonom og finansbachelor steget med 11 %.
Begge uddannelser kan læses i Silkeborg på Erhvervsakademi Dania, og også her er bunken af ansøgninger vokset til begge uddannelser. En af ansøgerne er 22-årige Emil Kjeldal Hansen fra Ikast, der for fire måneder siden flyttede til Silkeborg for at begynde på den 3,5-årige uddannelse til finansbachelor.
”Uddannelsen lyder spændende og åbner en masse døre inden for finansverdenen. Siden folkeskolen har jeg været god til tal, og jeg interesserer mig meget for virksomheders budgetter og kigger ofte i deres regnskaber. Jeg går også meget op i min egen økonomi og har investeret siden jeg var 18 år,” siger Emil Kjeldal Hansen.

Ikke kun tørre tal og jakkesæt
Han mener, at bankerne og finansbranchen har fået et mere moderne image, som tiltaler hans generation.
”Flere unge kan se, at det ikke kun handler om tørre tal og jakkesæt. Efter min opfattelse bliver finansiering omtalt som noget mere kreativt end tidligere. Da mine forældre var unge, handlede det om at regne på tal. Nu er der mere fokus på det menneskelige og at gøre livet bedre for andre,” siger Emil Kjeldal Hansen.
Da uddannelsen til finansbachelor åbnede på Erhvervsakademi Dania i Silkeborg i 2023, havde 16 ansøgere uddannelsen som deres 1. prioritet. I år er det tal steget til 37.
Trods den store interesse for finansbachelor-uddannelsen er ansøgertallet til den 2-årige uddannelse til finansøkonom i samme periode steget fra 35 til 42.

Udvikling uden loft
I ansøgerbunken finder vi også 20-årige Rasmus Scheler Sørensen fra Engesvang, som ligeledes har søgt ind på finansbacheloruddannelsen. Han blev HF-student fra Th. Langs i Silkeborg i 2024 og har det sidste år arbejdet i hjemmeplejen. Her har han erfaret, at han finder stor værdi i at hjælpe andre mennesker.
”Jeg elsker arbejdet, og jeg elsker at hjælpe mennesker. Men jeg føler ikke, at jeg kan udvikle mig nok. Så kan jeg bedre se mig selv i finansbranchen, hvor man kan udvikle sig konstant, og hvor der ikke er noget loft. Her kan jeg også hjælpe mennesker, selvom det er på en anden måde,” siger Rasmus Scheler Sørensen, som også har en stor interesse for regnskaber og investering.
Attraktive arbejdspladser
I Jyske Bank er man glad for, at de unge viser øget interesse og ser nogle nye perspektiver i bankfaget.
”Det er et meget mere menneskeorienteret fag, end det før har været, og jeg tror, det er blevet mere moderne at arbejde i en bank. Jeg synes, at bankerne er gode til at give de unge ansvar fra Dag 1, så de hurtigt lærer om god kundekontakt. Det med at gøre en forskel for kunderne er meget meningsskabende, og det er noget, de unge medarbejdere lægger stor vægt på,” siger Ulla Vestergaard Madsen, som er markedsdirektør i Jyske Bank.

Hun mener, at gode arbejdsvilkår og karrieremuligheder er med til at gøre bankerne til attraktive arbejdspladser blandt de unge.
”I Jyske Bank tilbyder vi livslang læring og forventer også, at medarbejderne udvikler sig, så der hele tiden er noget at arbejde hen imod. Samtidig er der større fleksibilitet, og vi ønsker at skabe en god balance imellem arbejdsliv og familieliv,” siger Ulla Vestergaard Madsen.