Far og bedstefar arbejdede i kulminerne
Paul Aspinall kommer fra arbejderklassen, og både hans far og bedstefar arbejdede i kulminerne i engelske Wigan ved Manchester.
Arbejderbaggrunden betyder, at Paul ikke tager tingene for givet. Han kæmper altid hårdt for at gøre en forskel i sit arbejdsliv, og det gælder også i hans nye rolle som uddannelseschef.
”Det er med stor ydmyghed og glæde, at jeg går ind til opgaven med at stå i spidsen for en engageret og vidende gruppe undervisere. Sammen skal vi skabe et værdifuldt arbejdsfællesskab med fokus på kerneopgaven: At dygtiggøre vores studerende”, siger den nye uddannelseschef.
Studerende skal opleve tryghed og nærhed
”Vores studerende skal udvikle sig til de bedste versioner af sig selv. De skal opleve nærhed og tryghed i deres studietid hos Erhvervsakademi Dania, så de kan blive uddannet til at varetage jobs i en branche i stor vækst - oplevelsesøkonomien," siger uddannelseschefen og fortsætter:
"Vores studerende skal være eftertragtede, og det er en fornem opgave for os at hjælpe dem på vej. Med vores nye kinesiske samarbejdspartner åbner der sig spændende muligheder på serviceøkonom- og hospitality management-uddannelserne” lyder det fra Paul Aspinall.

Vild med fodbold
Englænderen i ham fornægter sig ikke, og han er vild med fodbold, som han har spillet i over 40 år.
Han er stadigvæk stor fan af barndomsklubben Wigan Athletic Football Club og har forsøgt at videregive arven til sin søn, som så sin første fodboldkamp med ja, Wigan Athlecic som fire-årig. Det er 12 år siden, og sønnen er i dag AGF-fan... Paul selv venter nu blot på, at Wigan rykker tilbage til Premiere League rækken, som den røg ud af i 2013.
Han tiltræder officielt stillingen den 1.september – uofficielt er han allerede i fuld gang!
Vores studerende skal udvikle sig til de bedste versioner af sig selv. De skal opleve nærhed og tryghed i deres studietid hos Erhvervsakademi Dania, så de kan blive uddannet til at varetage jobs i en branche i stor vækst - oplevelsesøkonomien.
Paul Aspinall, nyudnævnt uddannelseschef, Erhvervsakademi Dania, Randers
Pauls baggrund i stikord
Paul er født den 22 juni 1968 i Wigan, England. Uddannet butikschef 1985-1993 i England, hvorefter han flyttede til Danmark med sin daværende kone og ældste datter. Senere kom endnu en datter og en søn. Børnene er i dag 26, 18 og 16 år.
Tog en dansksproget cand.merc-uddannelse i strategi og ledelse fra det daværende Handelshøjskolen i Aarhus og har arbejdet med HR, leder- og teamudvikling samt rekruttering i TDC og ScanRevision. Serviceerhvervet har været en bærende del i karrieren.