Erhvervsakademi Danias nye automationsteknologuddannelse er kommet godt fra start til kvote 1 optaget den 5.juli. I alt har 10 mennesker søgt ind på uddannelsen som 1.prioritet, og det vækker tilfredshed hos campuschef Annette Westergaard Poulsen.
”Jeg er meget tilfreds med ansøgertallet. Det er flot, at vores nye uddannelse kan trække et fornuftigt antal ansøgere allerede nu. Det er kun tre måneder siden, at vi fik den tildelt, og vi har arbejdet hårdt på at få kommunikeret ud, hvilke karriere- og jobmuligheder man kan få ved at uddanne sig til automationsteknolog, så det er glædeligt, at budskabet er blevet hørt, siger Annette Westergaard Poulsen.
Automationsteknologuddannelsen får base i Hedensted, og nye studerende begynder efter sommerferien.
Jeg er meget tilfreds med ansøgertallet. Det er flot, at vores nye uddannelse kan trække et fornuftigt antal ansøgere allerede nu. Det er kun tre måneder siden, at vi fik den tildelt, og vi har arbejdet hårdt på at få kommunikeret ud, hvilke karriere- og jobmuligheder man kan få ved at uddanne sig til automationsteknolog, så det er glædeligt, at budskabet er blevet hørt.
Annette Westergaard Poulsen, campuschef, Erhvervsakademi Dania i Horsens
Fantastisk fremgang for handelsøkonomuddannelsen
Uddannelsen bliver udbudt af Erhvervsakademi Dania i Horsens, som udover den også udbyder administrations – og handelsøkonomuddannelsen. Også her er ansøgertallene særdeles tilfredsstillende.
Især oplever handelsøkonomuddannelsen en flot fremgang med 106 procent af førsteprioritetsansøgningerne sammenlignet med ansøgertallet i juli 2017. Sidste år havde 17 unge søgt ind på uddannelsen. I år er det tal mere end fordoblet med i alt 35 ansøgninger.
” Vi er superglade for det store antal ansøgere, der vælger at uddanne sig til handelsøkonom. Vi ved, at der er mange, der har øjnet muligheden for at specialisere sig inden for eksempelvis E-handel, og det er et område, som er i vækst med gode beskæftigelsesmuligheder, uddyber Annette Westergaard Poulsen.
Samlet set er Erhvervsakademi Dania i Horsens gået frem med hele 20 procent fra 56 1.prioritetsansøgninger sidste år til 67 i år.
Ansøgere til de videregående uddannelser får svar den 28.juli.