Del siden
 
       

Mads fandt sin plads i livet som handelsøkonom

Efter to år på Erhvervsakademi Dania har 24-årige Mads Løjborg Rasmussen fået fast job og er klar til et nyt kapitel med ro i maven
Artiklen fortsætter under billedet Mads, der har læst handelsøkonom på Erhvervsakademi Dania, i Randers, står foran produkterne fra Jasa
2025-12-29
Erhvervsakademi Dania
/nyheder-og-presse/nyheder/mads-fandt-sin-plads-i-livet-som-handelsoekonom/

Telefonen ringer, og Mads Løjborg Rasmussen tager den med et smil. På skrivebordet ligger dagens ordreliste, og bag ham hænger salgsafdelingens slogan: “Viljen til at ville skaber evnen til at kunne.” Det passer godt til Mads’ rejse.

For bare to år siden frygtede han studiestart på handelsøkonomuddannelsen i Randers.

Nu er han færdig på studiet og blevet fastansat som intern sælger hos virksomheden Jasa Company A/S, der leverer alt til døre, låse og vinduer til byggemarkeder, industri, grossister, boligforeninger og kommuner.

Jeg har prøvet mange ting, uden at jeg fandt det rigtige. Det gav mig lidt krise, men nu er krisen væk. Jeg har fundet min plads.

Mads Løjborg Rasmussen, nyuddannet handelsøkonom

”Det er første gang, mit liv ændrer sig på grund af en uddannelse. Jeg skal flytte fra min ungdomsbolig, og det giver ro at vide, at jeg er på det rigtige spor,” siger Mads Løjborg Rasmussen, der oprindeligt kommer fra Samsø.

Fra butiksgulv til B2B
Mads har altid været glad for at arbejde og tog derfor en elevuddannelse i en tøjbutik.

Men han ønskede mere struktur og andre arbejdsvilkår, end detailbranchen kunne tilbyde.

Artiklen fortsætter under billedet Mads, der har læst handelsøkonom på Erhvervsakademi Dania, i Randers, står ved produkterne fra Jasa Efter 10 måneders praktik blev Mads fastansat ved Jasa Company. En milepæl, der blev fejret af kolleger og chef med gaver og frokost. Foto: Anne-Mette Gyldenløv

En trang til at arbejde med virksomhedskunder, også kaldet B2B, fik ham på sporet af handelsøkonom-uddannelsen på Erhvervsakademi Dania i Randers. Den tager 2 år, hvoraf otte til ti måneder er i lønnet praktik i en virksomhed.

Inden start var han nervøs, men studiet gav ham en positiv overraskelse.

”Jeg følte ikke, at jeg havde en stærk boglig baggrund og frygtede studiestart, men alt kunne relateres til virkeligheden, jeg kendte. Salg, salgsledelse og marketing har fyldt mest, men indkøb, logistik og grøn omstilling var også spændende,” forklarer han.

Brug for teorierne i praksis
Praktikken hos Jasa Company blev en milepæl for ham.

”Jeg fik et tip fra skolen om, at virksomheden søgte praktikant til salgsafdelingen. Jeg fik praktikstillingen, og blev taget godt imod med blomster, chokolade og en 12-ugers plan,” fortæller han og tilføjer, at praktikken viste ham, hvordan teorierne fra studiet hænger sammen i virkeligheden.

”Som sælger i internt salg får du mulighed for at arbejde tæt med flere andre afdelinger såsom marketing, indkøb og eksterne sælgere. En stærk forretningsforståelse fra studiet er med til at skabe et helhedsbillede af virksomhedens daglige drift,” siger han.

Praktik blev til fast job
Efter 10 måneder som praktikant blev han i november fastansat i internt salg, hvilket blev fejret på kontoret med gaver og frokost med sine kolleger.

Nu ser han frem til livet som færdiguddannet handelsøkonom.

Kort om Handelsøkonom-uddannelsen

  • Varighed: 2 år
  • Fokus: Salg, marketing, indkøb, logistik og grøn omstilling
  • Indhold: Projektbaseret undervisning med fokus på teori i praksis
  • Praktik: 8-10 måneders lønnet praktik i en virksomhed
  • Jobmuligheder: Sælger, indkøber, marketingmedarbejder, HR-medarbejder, eksportkoordinator, social media coordinator mm.

”Jeg har prøvet mange ting som fx elevuddannelse og Forsvaret, uden at jeg fandt det rigtige. Det gav mig lidt krise, men nu er krisen væk. Jeg har fundet min plads,” siger Mads og tilføjer:

”Jeg føler, jeg er på det rigtige spor. Det er virkelig rart, og jeg skal fejre min eksamen med min familie fra Samsø.”

Hjalp denne side dig?