Marketingfolk har et ry for at have store armbevægelser, tage hurtige beslutninger og have et fancy glaskontor. Alt det, som Mads Fischer Clausen fra Randers ikke er.
Den 33-årige jordnære og rolige markedsføringsøkonomstuderende har i sin praktik startet sin egen marketingvirksomhed, der laver webdesign, branding og søgeordsoptimering for små og mellemstore virksomheder. Virksomheden hedder MCCreative, og lige nu er han i gang med at lave en hjemmeside for en kunde, mens tre til fem kunder venter i kulissen.
“Online markedsføring på tredje semester tændte virkelig noget inde i mig. I to år på studiet har jeg været ret forvirret med alle de teorier, der skulle jongleres efter en pause fra det traditionelle uddannelsessystem på godt 10 år, men nu begynder det at samle sig og give mening. Det er en kæmpe optur at kunne arbejde med forretningsudvikling og digital marketing i praksis i min egen virksomhed,” fortæller Mads Fischer Clausen begejstret.
Jeg vil nemlig gerne gøre tingene ægte og kan godt lide at gå i dybden med projekter. Derfor har iværksætterpraktik været en super fed mulighed
Mads Fischer Clausen, markedsføringsøkonom-studerende og iværksætter
Praktikken på tre måneder er en fast del af studiet, og langt de fleste går i praktik i en etableret virksomhed. Men efter at have været til et par samtaler om praktikplads blev beslutningen om at starte selv nem for ham.
“Jeg vil gerne give noget videre og gøre en forskel, og jeg tror, vi skal finde vores egen vej hver især. Det her er den rigtige for mig,” forklarer han.
Drøm førte til Randers
I mange år arbejdede Mads Fischer Clausen som tennistræner på eliteplan samt professionel ski- og snowboardinstruktør.
Men efter en skade begyndte en proces med at finde ud af, hvem han egentlig var uden maske på for omverdenen.
En åbenbaring kom efter bøn, og noget fundamentalt faldt på plads i ham efter den oplevelse. Efterfølgende har han mødt sin kone, er blevet far og er flyttet tilbage til barndomsbyen Randers - noget, han ikke selv havde regnet med.
“En nat for godt tre år siden fik jeg en klar og tydelig drøm, hvor jeg befandt mig ved foden af hingsten midt på Østervold, gik rundt i byen og mødte noget opland, som jeg klart gav besked om, at her skulle jeg bo under min uddannelse. Den drøm fulgte vi, og vores lille familie har nu dagligdag i Randers,” fortæller Mads Fischer Clausen, der læser på den toårige markedsføringsøkonomuddannelse på Erhvervsakademi Dania.
Nu går han på fjerde og sidste semester, men rejsen har været krævende.
“Jeg har været blæst bagover af pensum, for du kan aldrig nå at læse alt. Samtidig har det udfordret mig, at det også er meget teoretisk, og at man i undervisningen hurtigt går videre fra case til case. Jeg vil nemlig gerne gøre tingene ægte og kan godt lide at gå i dybden med virkelige projekter. Derfor har iværksætterpraktik været en super fed mulighed,” siger han.
Netværk for iværksættere
Når man som studerende på erhvervsakademiet går i praktik i egen virksomhed, kan man vælge at være en del af et netværk for iværksættere, kaldet Dania Grow.
De mødes online til sparring og deltager også i en årlig festival, hvor de studerende øver sig i at pitche deres virksomheder.
Det netværk har Mads Fischer Clausen valgt at være en del af, og han håber, det bliver et incitament, som flere studerende vil gribe.
“Det er virkelig motiverende, fordi det er et forpligtende fællesskab. Vi kan spejle os i hinandens sejre og udfordringer, og på den måde minder det om det iværksætterfællesskab, jeg selv drømmer om at skabe,” siger han med et smil.
- Varer 2 år fordelt på 4 semestre.
- Er bygget op som en blanding af holdundervisning, tværfaglige projekter og praktik.
- Praktikken er på mindst 12 uger, hvor teori omsættes til praksis.
- Du får en bred viden om markedsføring, men også om salg, kommunikation, økonomi og ledelse.
- Uddannelsen afsluttes med et eksamensprojekt efter praktikken.
- Færdiguddannede får jobtitler som marketingkoordinator, digital marketing specialist, SoMe Manager, content creator, sælger, indkøber, eller projektleder
- På Dania er der studiestart både sommer og vinter
Hans næste projekt handler nemlig om at udvikle et inspirerende community, hvor iværksætteri kan blive noget, man går til, ligesom folk for eksempel går til fodbold
“40 procent af alle unge har iværksætterdrømme, men alt for mange handler ikke på det. Her vil jeg gerne gøre en forskel. Det bedste, vi kan gøre for os selv, er at finde den vej, som er rigtig for os og udnytte det potentiale der ligger gemt på indersiden, derved tror jeg vi oplever størst mening” siger Mads Fischer Clausen.
For nu handler det om at finde de rette samarbejdspartnere til projektet, skrive hovedopgave på studiet og videreudvikle MCCreative.