Del siden
 
       

Ny konsulent med industrielt DNA og god energi

Hans-Peter Nielsen er ny konsulent ved Erhvervsakademi Danias efter- og videreuddannelser, Dania Erhverv
Artiklen fortsætter under billedet Hans-Peter Nielsen er ny konsulent ved Erhvervsakademi Danias efteruddannelse Dania Erhverv
2025-11-07
Erhvervsakademi Dania
/nyheder-og-presse/nyheder/ny-konsulent-med-industrielt-dna-og-god-energi/

Der er smil, jokes og masser af energi, når man møder Hans-Peter Nielsen. Den 56-årige holstebroer er Dania Erhvervs nye konsulent for efter- og videreuddannelser. Med en solid baggrund i industrien og et stærkt engagement i læring glæder han sig til at gøre en forskel for både virksomheder og medarbejdere i den midtjyske region.

”Uddannelsesmæssigt har jeg taget meget efteruddannelse selv, og jeg kan godt lide den fede energi i det. Samtidig skal vi følge samfundsudviklingen og lære hele livet,” siger han.

Hans-Peter er oprindeligt uddannet maskintekniker, det der i dag hedder produktionsteknolog, men har siden videreuddannet sig med både en Diplom i ledelse og en HD i afsætningsøkonomi. Efter en start inden for supply chain med PTA, produktudvikling, indkøb og design, skiftede han til salg og ledelse, hvor han gennem to årtier har arbejdet som salgschef, eksportdirektør og senest som Business Unit Director hos Dantherm Group og Customer Care Director hos Ballard Power Systems Europe.

”Jeg har altid arbejdet med teknisk løsningssalg med fokus på den gode løsning, der kan skabe værdi for kunden. At finde den rette løsning som skaber værdi og potentiel vækst for kundens forretning. Det er det, jeg brænder for,” fortæller han med et smil.

Industrielle kompetencer
Som konsulent hos Dania Erhverv skal han både arbejde med kunder fra industrien, et område han kender til fingerspidserne, men vil også dække andre faglige brancher.

”Jeg kommer med industrielle kompetencer og erfaring, og jeg taler samme sprog som industrivirksomhederne, hvilket jeg glæder mig til at bringe i spil på Erhvervsakademi Dania. Og så ser jeg meget frem til at arbejde med underviserne og kan genkende fagene fra min egen karriere og virkelighed,” siger han og fortsætter:

”Samfundsmæssigt løfter vi i Dania en vigtig opgave, for vi skal være med til at bidrage til at udvikle virksomhederne kompetencemæssigt og understøtte deres udvikling, så de er konkurrencedygtige i fremtiden. Det giver jobbet en større betydning, og det vil jeg gerne bidrage med, for høj integritet er vigtigt for mig,” tilføjer han.

Med sin brede erfaring fra industrien og sin entusiasme for efteruddannelse er der ingen tvivl om, at både virksomheder og deltidsstuderende kommer i godt selskab med Hans-Peter Nielsen.

Hjalp denne side dig?