Den 20. januar 2022 klokken 8.00. Tidspunktet står helt skarpt for 28-årige Kasper Bukdahl. Det er nemlig der, den nye efteruddannelse i innovation, produkt og produktion starter på Erhvervsakademi Dania i Silkeborg.
- Jeg har længe gerne ville læse videre, men jeg er ked af at skulle væk fra firmaet og træbranchen, og med kone, hus, børn og to biler er to år på fuldtidsuddannelse og SU svært, forklarer Kasper Bukdahl, der til daglig arbejder som maskinsnedker ved møbelproducenten Holmris B8 i Silkeborg.
Det kan han fortsætte med, mens han tager uddannelsen, der populært kaldes en deltidsuddannelse til produktionsteknolog.
Lyst til mere
Læretiden var for Kasper Bukdahl turbulent, så det var rart for ham for fire år siden at lande i produktionen ved møbelproducenten, der leverer møbelløsninger til virksomheder som Novo Nordisk, LEGO og Carlsberg.

Men Kasper Bukdahl har lyst til at vide mere.
- Jeg føler, at jeg kan mere og har et godt hoved skruet på, så jeg har ledt efter den rigtige. Der er mange tilbud at finde rundt i inden for efteruddannelse, men via en studiesekretær hørte jeg om den nye uddannelse, fortæller Kasper Bukdahl, der efter en del research gik til ledelsen med ønsket om at starte som deltidsstuderende.
Læs også: Det bedste fra to verdener
En uddannelse, der er til at overskue
Her mødte Kasper Bukdahl smil og nik fra Asger Nielsen, der er direktør for Holmris B8 i Silkeborg.
- Vi blev positive over, at han kom med forslaget, fordi det ikke er på fuld tid, og vi får refusion for timerne, som Kasper (Bukdahl, red.) er afsted, forklarer direktør Asger Nielsen.

For virksomheden er en 3-årig deltidsuddannelse noget nyt, som de ikke har prøvet før, og selvom virksomheden har travlt, er formen med en dag væk om ugen og kun syv undervisningsdage det første halve år, til at overskue og planlægge sig ud af, mener Asger Nielsen.
Læs også: Nysgerrighed får smed til teknolog-studie
Behov for næste generation
For gennemsnitsalderen er forholdsvis høj i virksomheden, og de ældre værkførere og snedkere forsvinder stille og roligt.
Det er en udvikling, der skal vendes, da møbelbranchen i Danmark omsætter for 32 milliarder kroner om året.
- Derfor har vi også brug for de unge som Kasper, og det kan sagtens være, vi vil gøre brug af uddannelsen fremover, hvis der er medarbejdere som ønsker det og kan løfte opgaven, forklarer Asger Nielsen og peger på, at der med en større viden kan opstå en naturlig lyst til at komme et andet sted hen i virksomheden. I dag beskæftiger den 300 medarbejdere i Danmark og udlandet, så mulighederne er der.
- Det må vi se på. Det er starten på noget nyt og spændende, og lige nu glæder jeg mig bare til det, smiler Kasper Bukdahl, der som første fag på uddannelsen skal have om produktionsoptimering.
Kort om den produktionstekniske uddannelse
- Uddannelsen henvender sig til de, som enten har job eller ønsker job som projektleder, teknisk indkøber, konstruktør, værkfører eller produktionsplanlægger.
- Uddannelsen har fire obligatoriske fag, hvorefter den deler sig i to linjer: Produktions teknisk assistent eller konstruktion.
- Fagene på uddannelsen er blandt andre produktionsoptimering, projektledelse, kvalitetsoptimering, produktionsplanlægning, konstruktion, teknisk indkøb og værdikæden i praksis.
- Hvert fag afsluttes med en eksamen, og hele uddannelsen afsluttes med et samlet projekt.
- Uddannelsen er på videregående niveau, og det er muligt at få økonomisk kompensation for fagene
Uddannelsen starter med faget produktionsoptimering den 20. januar 2022 i Silkeborg.