På hendes kontor i Terndrup, et sted mellem hverdagens mails, eksportaftaler og salgsopgaver, fortæller Louise Munk Holme om det lederforløb, der de seneste måneder har flyttet både hende og resten af BILAs ledergruppe.
Selv om undervisningen foregår hos Erhvervsakademi Dania, er det her på salgskontoret, at de nye perspektiver for alvor lander, når der skal eksporteres førerløse trucks til hele verden.
Teamleder Louise Munk Holme har tydeligt mærket, hvad fællesskabet, værktøjerne og tillidsrummet fra forløbet har betydet for hendes måde at være leder på.
Det er ikke kun fluffy teorier, men man kan gå hjem og arbejde videre med det i praksis
Louise Munk Holme, teamleder ved Bila
“Det fede ved uddannelsen er, at man samler teamledere på tværs af landet, og det giver et vanvittigt godt sammenspil. Det gør noget andet, at vi tager uddannelse sammen som ledere, og det har givet mig nye sparringspartnere i virksomheden,” siger hun.
For Louise Munk Holme har det været overraskende og befriende, hvordan rummet hurtigt blev et sted, hvor ærlighed er tilladt.
“I det rum, vi har, kunne vi italesætte de usikkerheder, der opstår som leder, og have snakke, som vi ikke kan have med ens medarbejdere. Det er en anden type teambuilding, for vi opnår en fortrolighed ved at være usikre sammen,” fortæller hun.
Læs også: Christine balancerer studieliv og ledelse med sikker hånd
Værktøjer, der virker
Når undervisningen går i gang, glider snakken om både teori og praksis. Louise Munk Holme kan mærke, hvordan pointerne sætter sig fast. Ikke fordi de er komplekse, men fordi de giver mening i hendes hverdag i salgsafdelingen med eksport i Terndrup.
“Vi bliver bevidste om, hvad vi gør, og det giver en ballast for, hvordan man leder. Det er ikke kun fluffy teorier, men man kan gå hjem og arbejde videre med det i praksis,” forklarer hun.
Særligt DISC-profilerne er blevet en slags indre kompas for hende. Et værktøj, der både har givet hende sprog for forskelligheder og mod på at justere sin egen stil.
“Jeg er meget bevidst om og opmærksom på, hvornår jeg skal kommunikere ud for at skabe tryghed. DISC-profilerne har jeg taget til mig og bruger dem i min ledelsesstil, så jeg minimerer usikkerheder og skaber bevidsthed om andres styrker i teamet,” uddyber hun.
Klar til næste skridt
Den 10. december venter eksamen, der er den formelle afslutning på forløbet.
Louise Munk Holme overvejer at skrive om teamsammensætning, som er et område, hun allerede er optaget af.
Læs også: Lederuddannelse på deltid åbner nye døre
“Jeg elsker at lære, og jeg vil rigtig gerne blive ved med at lære. Men jeg vil også gerne bruge de teorier og ting, jeg nu har lært. De ligger ikke på rygraden endnu, og der er en masse, som jeg vil i gang med,” fortæller Louise Munk Holme.
Når hun ser tilbage på forløbet, har det ikke kun skabt fællesskab og tillid på tværs, men også været en øjenåbner, hvordan man leder og skaber større motivation ved simple værktøjer.
“Jeg vil anbefale andre at gøre det samme som BILA,” slutter hun med et smil.