Da der 5.juli var ansøgningsfrist på de videregående uddannelser, var det ved Erhvervsakademi Dania med fremgang på automationsteknolog-studiet i Randers.
Netop automationsteknolog er også det studie, som 23-årige Thor Christensen har valgt at søge ind på.
Han kommer Odense og valgte i slutningen af maj at flytte til Randers.
”I 5.klasse lærte jeg min kammerat fra byen at kende, da vi begge spillede Counter-Strike. Efterhånden blev vi mere og mere tætte, så i 7.klasse tog jeg første gang toget hertil, og så tog venskabet bare fart derfra med mange gode fester og oplevelser,” fortæller Thor Christensen.
Elektriker ved computeren
Selv hørte den unge ansøger om studiet under sin elektrikeruddannelse på Den Jydske Håndværkerskole.
Jeg er glad for programmering, og det er lidt at være elektriker bare på computeren, som så bliver til virkelighed ude i maskinen
Thor Christensen, ansøger til automationsteknolog-studiet
Her fik han også at vide, at hvis der manglede elektrikere, så gang det med ti, for så mange automationsteknologer mangler erhvervslivet.
”Det gjorde bestemt indtryk. Jeg er glad for programmering, og det er lidt at være elektriker bare på computeren, som så bliver til virkelighed ude i maskinen,” smiler Thor Christensen, der blev udlært elektriker i januar 2023.
Lige tilpas by
Han er meget positiv over at bo i byen, hvor han har købt sin egen store lejlighed på Hobrovej med Gethers anlæg som nabo.
Det ville han ikke kunne i Aarhus, som han også mener er for stor.

”Randers er en rar, mellemstor by. Den har en god kombination af, at der er gang i den, men ikke for meget. Den er lige tilpas. Bymidten kan jeg rigtig godt lide, og jeg kan gå hjem fra Storegade på et kvarter,” siger han og er meget glad for at være kommet tættere på vennerne.
”Jeg havde et godt arbejde i Odense, men jeg blev træt af misse ting med vennerne som for eksempel champions league-finalen, så jeg flyttede allerede i maj. Så håber jeg, at jeg kommer ind, kan følge med og i sidste ende finde et fedt arbejde,” fortæller Thor Christensen.
Han får sammen med alle ansøgere til de videregående uddannelser svar på deres ansøgning 28.juli.