Del siden
 
       

Underviser i Grenaa står bag internationalt brætspil: “Det er gået fra idé til virkelighed”

Allan Kirkeby hjælper til daglig spiludviklere på Erhvervsakademi Dania. Nu står han selv bag en million-succes
Artiklen fortsætter under billedet Allan Kirkeby, underviser på Erhvervsakademi Dania, har lavet sit eget brætspil
2026-04-24
Erhvervsakademi Dania
/nyheder-og-presse/nyheder/underviser-i-grenaa-staar-bag-internationalt-braetspil-det-er-gaaet-fra-idé-til-virkelighed/

På Erhvervsakademi Dania i Grenaa lærer de studerende at udvikle computerspil. Men nogle gange går underviserne også forrest.

Det gør Allan Kirkeby, der ved siden af sit arbejde med at undervise kommende spiludviklere selv har udviklet brætspillet Revenant. Det er et ambitiøst strategispil, der nu er på vej ud til spillere over hele verden.

– Jeg har designet spil, siden jeg var barn, hvilket bl.a. førte til en karriere i computerspilbranchen. Men det var først omkring 2010, jeg for alvor begyndte at designe brætspil som hobby, fortæller han.

Artiklen fortsætter under billedet Brætspillet, som Allan Kirkeby, underviser på Erhvervsakademi Dania, har lavet Underviser Allan Kirkeby fra Erhvervsakademi Dania i Grenaa står bag brætspillet Revenant, der er på vej ud til spillere verden over efter en succesfuld Kickstarter-kampagne. Privatfoto.

I dag er hobbyen blevet til en international udgivelse hos den anerkendte publisher Mindclash Games.

Fra idé til international succes
Idéen til Revenant startede som noget helt simpelt, men udviklede sig hurtigt til noget større.

– Idéen startede som et koncept om en rumrejse, hvor man opbygger sit skib og sin besætning. Undervejs udviklede det sig til et spil om svære valg, hvor spillerne både har egne mål og samtidig er afhængige af hinanden, forklarer Allan Kirkeby.

Spillet foregår i et sci-fi-univers, hvor spillerne er rivaliserende admiraler, der både skal samarbejde og konkurrere, mens en flygtende stjerneflåde kæmper for overlevelse.

Artiklen fortsætter under billedet Allan Kirkeby, underviser på Erhvervsakademi Dania, har lavet sit eget brætspil og her sidder nogen, der spiller det Spillet er blevet testet mange gange. Privatfoto.

Kernen i spillet er netop spændingen mellem samarbejde og konkurrence.

– Det centrale er spændingen mellem at optimere sin egen strategi og samtidig samarbejde for at overleve, siger han.

Millioner på Kickstarter
Rejsen fra idé til færdigt spil har været lang. De første versioner af Revenant blev udviklet i 2020 og 2021, hvorefter spillet blev finpudset og senere videreudviklet i samarbejde med Mindclash Games.

I november 2024 kulminerede det hele med en Kickstarter-kampagne. Den endte på hele 632.472 euro. Det svarer til 4,7 millioner danske kroner.

– At se det gå fra en prototype til en udgivelse hos Mindclash Games er bare mega fedt, siger Allan Kirkeby.

Produktionen er i dag stort set afsluttet i Kina, og næste skridt er, at spillet bliver sendt ud til de mange backers verden over.

Et spil, der bliver sværere undervejs
Revenant skiller sig ud fra mange andre brætspil ved sin opbygning. Hvor mange spil giver flere muligheder undervejs, sker det modsatte her.

– Spillet kombinerer et klassisk worker-placement-system med en dynamik, hvor handlingsfelterne gradvist forsvinder. Det betyder, at spillet bliver mere presset, jo længere man kommer, forklarer han.

Jeg er stolt af, at spillet har bevaret sin oprindelige kerneidé, samtidig med at det er blevet markant forbedret gennem udviklingsprocessen

Allan Kirkeby, underviser og spiludvikler

Samtidig arbejder spillerne med skiftende alliancer og politiske relationer, som hele tiden ændrer spillets retning.

Den svære balance
Det har dog ikke været uden udfordringer at udvikle et spil i den kaliber.

– Det sværeste har været at balancere spillets mange lag, så det både er strategisk dybt og samtidig tilgængeligt, siger Allan Kirkeby.

Undervejs oplevede testspillere, at kompleksiteten blev for høj, og det krævede mange justeringer at finde den rette balance.

– Der er mange systemer og meget information, som spilleren skal håndtere. Det har krævet mange iterationer at få det til at fungere, forklarer han.

Fra undervisning til virkelighed
Til daglig underviser Allan Kirkeby studerende på Danias spiluddannelser i Grenaa, hvor fokus netop er på at omsætte idéer til konkrete spil. Erfaringerne fra arbejdet med Revenant tager han derfor direkte med ind i undervisningen.

Artiklen fortsætter under billedet Allan Kirkeby, underviser på Erhvervsakademi Dania, har lavet sit eget brætspil og her sidder han med nogen, der spiller det Til daglig underviser Allan Kirkeby studerende på Danias spiluddannelser i Grenaa

Her får de studerende indblik i hele processen: fra de første idéer til samarbejde med internationale partnere og lancering på globale platforme.

– Jeg er stolt af, at spillet har bevaret sin oprindelige kerneidé, samtidig med at det er blevet markant forbedret gennem udviklingsprocessen. Det føles som et spil med en tydelig identitet, hvor tema og mekanik understøtter hinanden, siger han.

Et levende spilunivers
Selvom Revenant endnu ikke er landet hos spillerne, er arbejdet langt fra slut. Spillet bliver blandt andet vist frem på internationale spilmesser, hvor det skal møde både branchefolk og spillere.

- På efterårets store spilmesser – bl.a. SPIEL i oktober – vil spillet blive vist frem for branchen, og forhåbentlig modtage gode anmeldelser fra både spillere og anmeldere, siger Allan Kirkeby og understreger, at det er en særlig oplevelse at stå med et færdigt produkt i hånden.

Og samtidig er det et konkret eksempel på, hvad de studerende i Grenaa også kan arbejde sig hen imod.

Hjalp denne side dig?