Med 22 afdelinger og 1200 medarbejdere er Ejner Hessel Danmarks største bilforhandler. Omkring 70 værkførere holder til daglig styr på både biler og medarbejdere på afdelingerne.
Den yngste, der nogensinde er blevet ansat som chef for en afdeling, er 30-årige Tino Christensen, der er uddannet autoteknolog fra Erhvervsakademi Dania i Viborg.
Kunderne skal have en god oplevelse, og det får de, hvis jeg kan mit kram. Derfor har jeg også været vildt glad for uddannelsen, for med den kan jeg svare på meget mere
Tino Christensen, autoteknolog og værkfører ved Ejner Hessel
Det lå ikke i kortene, at han allerede i en alder af 24 år skulle være chef for personvognsafdelingen ved Ejner Hessel i Aars. Han er nemlig ordblind og betegner sig selv som ”ikke særlig boglig”. Men på både uddannelsen til mekaniker og autoteknolog scorede han imponerende høje karakterer. For ham er det nemlig nemmere at skrive om el-biler end om digte.

”Fagene og teorien kan lyde tungt, men det er det ikke, for det er noget, som jeg interesserer mig for, og så bliver det lettere at forstå. Man udvikler sig meget gennem uddannelsen, og det gjorde jeg også,” fortæller Tino Christensen, der blev færdiguddannet en fredag - og startede om mandagen som værkfører.
Ambitiøs og kundeorienteret
Nogle af kunderne i Aars har haft svært ved at forstå, at unge Tino var chefen, men de har hurtigt fundet ud af hvorfor.
For Tino Christensen vil være den dygtigste og bedste til sit job. Han vil kunne svare på alle spørgsmål fra kunderne og dermed yde den service, som kunderne fortjener.
Fakta om uddannelsen til autoteknolog
- To-årig videregående uddannelse med tre måneders praktik.
- Specialefagene er fx teknologi og design, optimering og reparation, IT-håndtering, personaleledelse, kommunikation, salg og service samt kvalitet og sikkerhed.
- Du kan komme ind på uddannelsen, hvis du er uddannet bilmekaniker, cykelmekaniker, motorcykelmekaniker, flymekaniker eller har taget en entreprenør- eller landbrugsmaskinuddannelse.
- Du kan også komme ind ved at have en gymnasial eksamen med matematik C
- Studiestart til september
”Jeg skal være teknisk rådgiver på bilen, men også serviceminded. Kunderne skal have en god oplevelse, og det får de, hvis jeg kan mit kram. Derfor har jeg også været vildt glad for uddannelsen, for med den kan jeg svare på meget mere,” siger Tino Christensen, der nu selv har autoteknologer i praktik.

Efter den 2-årige videregående uddannelse til autoteknolog kender de studerende ikke kun en motor ud og ind, men har også indgående kendskab til ledelse, kommunikation, IT og organisationskultur. De er derfor mere teoretiske funderede, hvilket er en fordel i jobbet som værkfører.
Ledigheden for Danias autoteknologer, der blev færdige i 2017 og 2018, er på nul procent ifølge Uddannelseszoom.
Læs mere om uddannelsen her