Del siden
 
       

Viborg kan få ny videregående uddannelse i cybersikkerhed

Fremtidens eksperter i it-sikkerhed kan blive uddannet i Viborg. Erhvervsakademi Dania har søgt om at få en professionsbacheloruddannelse i cybersikkerhed på både dansk og engelsk til byen, der samtidig får 30 internationale studiepladser
Artiklen fortsætter under billedet 2 studerende fra Erhvervsakademi Dania står på gangen og snakker med deres computer, mens 2 studerende ses i forgrunden
2026-03-15
Erhvervsakademi Dania
/nyheder-og-presse/nyheder/viborg-kan-faa-ny-videregaaende-uddannelse-i-cybersikkerhed/

Om få år kan det blive nemmere for virksomheder i Viborg og omegn at ruste sig imod cyberkriminalitet. Erhvervsakademi Dania har nemlig søgt om at få lov til at udbyde en professionsbachelor i cybersikkerhed i Viborg fra sommeren 2027.

Og behovet for kvalificeret arbejdskraft inden for it-sikkerhed er stigende, hvis man spørger Viborg Kommune - et stenkast længere nede af Prinsens Allé, hvor studiet skal ligge.

Artiklen fortsætter under billedet IT- og digitaliseringschef Anders Schøler Kollin fra Viborg kommune står foran trappen på rådhuset. Han støtter den nye uddannelse i cybersikkerhed på Erhvervsakademi Dania IT- og digitaliseringschef i Viborg Kommune Anders Schøler Kollin håber, at ny uddannelse kan sikre en lokal forsyning af medarbejdere med kompetencer inden for it-sikkerhed. Foto: Glenn Terndrup Sørensen, Dania.

”Behovet for it-sikkerhed er steget helt vildt de seneste år. Særligt siden Ruslands invasion af Ukraine og Danmarks støtte til Ukraine. I dag er det stort set dagligt, at vi bliver angrebet på vores it-infrastruktur alene i Viborg Kommune,” siger IT- og digitaliseringschef Anders Schøler Kollin.

Manglende it-sikkerhed kan koste dyrt
Han understreger, at cyberangreb udgør en alvorlig trussel imod både offentlige og private virksomheder, hvis ikke de har it-sikkerheden i orden.

”Det kan blive meget dyrt for en kommune eller en virksomhed, hvis man bliver lagt ned i dage eller uger, hvor man ikke kan arbejde. Vi har i kommunerne generelt svært ved at rekruttere medarbejdere med kompetencer inden for it-sikkerhed. Derfor er det relevant med sådan en uddannelse i Viborg,” fortæller Anders Schøler Kollin.

Artiklen fortsætter under billedet Erhvervsakademi Danias Campus i Viborg set udefra Det er her på campus i Viborg, at man håber, den nye uddannelse i cybersikkerhed kommer til at ligge

Uddannelsen i cybersikkerhed tager tre år og tre måneder. Undervejs skal de studerende i praktik i seks måneder, og i løbet af hele uddannelsen skal de samarbejde med virksomheder om deres aktuelle udfordringer inden for it-sikkerhed.

Sidste år søgte 610 unge om optag på studiet i København og Aarhus.

En gevinst for lokale virksomheder
Hos Business Viborg mener man, at den nye uddannelse ville være en stor gevinst for egnens virksomheder.

”Der er et markant behov for kompetencer inden for dette område, og det betyder meget at få kompetencerne i vores nærområde, hvor de studerende hurtigt skal i interaktion med de lokale virksomheder. Det betyder også, at de får en tilknytning til virksomhederne i Viborg, allerede inden de er færdiguddannet,” forklarer erhvervsdirektør i Business Viborg, Karen Touborg.

Ambitioner om internationalt studiemiljø
Når Erhvervsakademi Dania har søgt uddannelsen i cybersikkerhed på både dansk og engelsk, skyldes det, at uddannelsesinstitutionen har fået tildelt 30 internationale studiepladser.

Cybersikkerhed er et område, hvor både teknologien og fagsproget i høj grad er internationalt. Derfor har vi søgt uddannelsen både på dansk og engelsk. Det giver os mulighed for at tiltrække både danske og internationale studerende, som virksomhederne i stigende grad efterspørger. Samtidig har Viborg allerede et stærkt internationalt studiemiljø, som giver gode rammer for at udvikle uddannelsen og for de studerende, der skal læse den,” siger rektor på Erhvervsakademi Dania, Anders Graae Rasmussen.

Artiklen fortsætter under billedet Rektor Anders Graae Rasmussen for Erhvervsakademi Dania står ved gelænder og ser på dig Rektor Anders Graae Rasmussen er glad for de 30 internationale studiepladser, som Erhvervsakademi Dania har fået

Han forventer at få svar på ansøgningerne inden sommer.

Hjalp denne side dig?