Serviceøkonomer sender skolebørn på tur til rummet

6. klasser kommer på rumrejse den 12. april, hvor serviceøkonomer med speciale i sport- og eventmanagement holder aktivitetsdag i Randers
Af Anne-Mette Gyldenløv, journalist
nyhed

Skolebørn på tur til Mars, Jupiter og Saturn. En joke? Slet ikke. Alle 6. klasserne i Randers skal på tirsdag den 12. april en tur i rummet, når serviceøkonomerne fra Erhvervsakademi Dania holder Space Games i Dronningborghallen.

Eventen er skabt af studerende på den toårige videregående uddannelse, så de kan øve sig på netop at skabe store events. Det er derfor de studerende selv, der har fået sponsorer i hus, lavet markedsføring af eventen og planlagt alle de fysiske aktiviteter.

Konceptet 'Space Games' er bygget op om et stort spil, hvor planeterne dyster mod hinanden. Jorden har for første gang fået lov til at deltage, og nu skal eleverne bevise, at jordboere også kan være med. Kan de klare en tur på solen uden at smelte? Kan de klare de vilde forhindringer på Mælkevejen? Og hvordan vil de klare sig i det store, sorte univers med blot en smule lys fra de funklende stjerner?

Der er med andre ord lagt op til, at 6. klasserne i Randers skal have en aktiv, kreativ, lærerig og helt uforglemmelig dag skabt af Danias studerende.

 

07.04.16