Studerende: Mange muligheder som logistikøkonom

32-årige Agnieszka Hansen har valgt at læse den toårige uddannelse til logistikøkonom på Erhvervsakademi Dania i Hobro for at bygge en erhvervsrettet uddannelse ovenpå sin kandidat i administration.
nyhed

For to år siden ændrede polske Agnieszka Hansens liv sig radikalt. Hun mødte nemlig en randrusiansk mand, som stjal hendes hjerte og kærlighed. Efter længere tids pendling mellem Polen og Danmark valgte Agnieszka Hansen at sige sit job ved bankgruppen Santander som finans- og administrationsspecialist op og flytte til Danmark, hvor hun nu bor i Randers med sit livs kærlighed.

Siden ankomsten til Danmark i maj har 32-årige Agnieszka Hansen brugt sin tid på sprogskole for at være klar til studiestart den 1. september ved Erhvervsakademi Dania i Hobro til uddannelsen som logistikøkonom.

Logistikken bliver en stor del af virksomhederne
For selvom hun har en flot stilling bag sig og en kandidat fra universitetet i administration, vil hun hellere arbejde med logistiske internationale udfordringer.

”Jeg ser mange muligheder for at kombinere logistikøkonomen med min tidligere uddannelse, mit modersmål og min erfaring. Logistik bliver en større del af virksomhederne og har mange steder udviklet sig til selvstændige afdelinger på grund af globaliseringen og den øgede handel. Det er interessant at organisere de processer, der ligger bag en god logistik, og som logistikøkonom vil jeg også være med til at gøre de processer mere effektive og omkostningslette,” fortæller Agnieszka Hansen.

Agnieszka Hansen 5

”Desuden vil jeg ikke gå på universitetet igen, da det var for meget teori og for lidt praktisk virkelighed for mig. Uddannelsen til logistikøkonom er mere erhvervsrettet, og jeg ser meget frem til at komme i praktik på 4. semester. Der håber jeg på at få en plads i en international virksomhed, der samarbejder med Polen, hvor jeg kan bruge mit sprog,” smiler Agnieszka Hansen, der efter jobbet ved den spanskejede bank også taler flydende spansk.

Agnieszka Hansen 4

Foto: Her står Agnieszka Hansen med to medstuderende fra logistikøkonomuddannelsen. Hun har valgt at læse videre til logistikøkonom ved Erhvervsakademi Dania i Hobro for at kunne organisere og effektivisere logistik samtidig med at hun kan bruge sit modersmål: polsk. Foto: Dania.

Fakta om uddannelsen til logistikøkonom ved Erhvervsakademi Dania i Hobro

  • En praksisnær toårig videregående uddannelse, som startede op i Hobro i september 2014
  • De første 1 ½ år er teoretiske, hvor der arbejdes meget praksisnært og med projekter
  • Det sidste halve år foregår i praktik i en virksomhed og med at skrive det afsluttende eksamensprojekt
  • Det centrale fag på uddannelsen er logistik, som rummer indkøbs-, lager- og produktionsstyring. Derudover rummer uddannelsen også økonomi, statistik, jura, distribution og informationsstyring
  • Uddannelsen kan give job som fx logistikassistent, produktionsplanlægger, logistikkonsulent, indkøber, transportplanlægger, shippingmedarbejder og eksportmedarbejder.

For mere information se www.eadania.dk/logistikoekonom eller kontakt studiekoordinator Sonja Juhl Madsen på tlf. 9657 0280 eller sj@eadania.dk

 

28.20.14