Viborg-virksomheder i finalen om årets bedste praktikplads

Markedsføringsøkonom Amalie Tandrup Poulsen har indstillet virksomhederne Method & Madness Architects og HelenaRing.dk til Årets Dania-praktik 2017 efter tre måneders udviklingsrejse, der med hendes egne ord har gjort hende max klar til arbejdsmarkedet. Nu er de sammen i konkurrencens finale.
Af Anne-Mette Gyldenløv
nyhed

Da 22-årige Amalie Tandrup Poulsen fra Mors som afslutning på sin uddannelse som markedsføringsøkonom skulle ud i praktik i tre måneder, undersøgte hun flere praktiksteder for at finde det helt rigtige. Hun var i dialog med flere firmaer, men det var Michelle Salanson og Helena Ring, der gav hende den bedste mavefornemmelse.

”Så jeg valgte dem, og det har jeg på ingen måde fortrudt,” smiler den unge studerende.

Nu er de tre måneder næsten gået, og Amalie Tandrup Poulsen har været så glad for sin tid ved enkeltmands-virksomhederne Method & Madness Architects og HelenaRing.dk, der deler kontor i Viborg, at hun har indstillet dem til Årets Dania-praktik 2017. Det er en konkurrence for studerende på Erhvervsakademi Dania, der hylder det gode praktikophold.

Ud af 95 indstillinger er de to virksomheder nu særligt udvalgt til finalen og kan gå videre til den nationale konkurrence i Operaen i København.

”Jeg blev helt vildt glad, da jeg fik at vide, at vi var i finalen, og vi åbnede straks en flaske champagne for at fejre det på kontoret. Det er lidt angstprovokerende at skulle konkurrere, men jeg vil gerne gøre det som en tak til dem, for det er en måde for mig at vise, at jeg har været rigtig glad for at være her,” siger Amalie Tandrup Poulsen.

Amalie Web

Højt aktivitetsniveau

Det er kun de ekstraordinært gode praktikophold, som kommer i finalen til Årets Dania-praktik, og det mener Amalie Tandrup Poulsen også, at hendes tre måneder har været.

”Jeg har haft en fantastisk udviklingsrejse her. Jeg har fået ansvar, hvilket har udviklet mig personligt og fagligt, og jeg oplevet en opbakning, som har gjort, at jeg har troet på mig selv og mine evner. Jeg er aldrig blevet behandlet som en praktikant, men som en del af holdet,” siger hun.

Hun har i sit praktikophold løst markedsføringsopgaver for både arkitekt Michelle Salanson og online marketing-specialist Helena Ring. Hun har blandt andet lavet hjemmesider, skrevet blogindlæg, skabt events, fundet nye samarbejdspartnere, været på søgeordsoptimeringskursus, udregnet priser på produkter, udviklet nye koncepter til kunder og været ansvarlig for sociale medier.

Og hvis man synes, det lyder af meget, så er det også helt rigtigt. Men det er Amalie Tandrup Poulsen selv, der har sat overlæggeren så højt.

”Vi ville gerne have en praktikant med masser af power – og det fik vi også i den grad. Amalie har et meget højt aktivitetsniveau og har mange bolde i luften, men hun formår også at gribe alt igen. Jeg er dybt imponeret over, hvordan hun bærer tingene igennem,” forklarer arkitekt Michelle Salanson fra Method & Madness Architects.

Helena Ring er enig.Helena Amalie Og Michelle Paa Kontoret Web

”Det er ikke vores skyld, at det har været et godt praktikophold. Vi ville gerne have hende til at løbe med nogle ting selv, og det passede hende perfekt. Amalie gør os til en bedre praktikplads, fordi hun griber vores ideer og selv finder på noget nyt,” fortæller Helena Ring.

Damptoget fandt bremsen

Så meget energi og så mange projekter har dog også givet Amalie Tandrup Poulsen et kælenavn på kontoret.

”Hun er lidt som et damptog, der drøner derudaf med opgaver og projekter. Vi har joket med, at hun en dag brager ind i domkirken, hvis hun ikke sætter farten ned,” smiler Michelle Salanson med henvisning til, at de kan se denne fra kontoret.

Faktisk har det sværeste for den unge markedsføringsøkonom været at slippe arbejdet, når hun kom hjem, fordi hun var så glad for det.

”Men da vi fik det italesat, fandt hun selv bremsen og kom på et passende niveau. Selvom man brænder virkelig meget for noget, skal man også huske ikke at brænde ud,” siger Helena Ring og kigger på Amalie.

”I er så betænksomme og omsorgsfulde. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal kunne undvære jer,” smiler hun tilbage.
”Det behøver du heller ikke, for vi hyrer dig gerne ind som konsulent, hvis du kan tjene det ind. Alle burde have en Amalie, og de er nogle heldige asener, som får dig som medarbejder efter endt uddannelse,” slutter Helena Ring.

Vinderen af Dania-konkurrencen findes den 4. maj i Randers.

Læs mere om uddannelsen til markedsføringsøkonom her

Tryk her og læs mere om konkurrencen Årets Dania-praktik