Dania kårer årets bedste praktikophold

I år kårer Erhvervsakademi Dania igen det bedste praktikophold i konkurrencen om Årets Dania-praktik 2017. Prisen går til et praktikophold, der har været særligt godt, og vinderen skal dyste mod landets andre erhvervsakademier
Af Anne-Mette Gyldenløv, journalist
nyhed

Når de studerende står med et eksamensbevis fra en uddannelse fra Erhvervsakademi Dania i hånden, er det med værdifuld erhvervserfaring fra det obligatoriske praktikforløb i bagagen. Med en kåring af Årets Dania-praktik sætter Dania igen fokus på det tætte og betydningsfulde samarbejde, der er med erhvervslivet.

”De studerendes praktik er en del af vores DNA, og kåringen af Årets Dania-praktik er vores måde at sætte fokus på den vigtige del af uddannelsen,” siger rektor på Erhvervsakademi Dania, Anders Graae Rasmussen.

Alle studerende fra Erhvervsakademi Dania skal i løbet af deres uddannelse i et praktikforløb i enten ind- eller udland. Hvert år er cirka 800 studerende fra Dania i praktik – det er 800 studerende, der med den nyeste viden og arbejdskraft kan bidrage til erhvervslivet og deres aktuelle problemstillinger.

Det er de studerende selv, der skal nominere deres praktikophold. Det er en oplagt mulighed for de studerende til at give virksomheden et klap på skulderen og sige tak for det, de har fået ud af deres praktik.

Konkurrencen om at vinde Årets Dania-praktik kører den 3.-19. marts. Alle studerende, der har været i praktik i studieåret 2016/2017, kan indstille deres praktikophold:

Klik her, for at nominere dit praktikophold

Click here to nominate your internship