Bror lokkede Kasper ind i automationsbranchen

Kasper Ib har været i praktik ved Randers-virksomheden Dupont & Co. Automation A/S som en del af uddannelsen til automationsteknolog ved Erhvervsakademi Dania. HTX-studenten fra Randers er glad for at bruge det, han har lært, og se sine projekter blive til virkelighed i en branche, der virkelig mangler folk.
nyhed

Uden for Randers i landsbyen Tjærby ligger virksomheden Dupont & Co. Automation A/S i en ombygget længe af en gammel gård. Herinde - med højt til loftet og små gammeldags sprossevinduer - sidder Kasper Ib. Ved computeren tegner den 24-årige randrusianer et transportanlæg og et cip-anlæg, ligesom han laver PLC-programmering, udarbejder HMI-skærme, tegner el-tegninger og programmerer i PCschematic.

”Det er på mange måder meget lig det, jeg lavede på studiet på Erhvervsakademi Dania i Hadsten. Den store forskel er bare, at det, jeg laver, bliver brugt og produceret i virkeligheden, når en leder har godkendt det. Jeg arbejder på lige fod med de andre, selvom jeg egentlig kun er her i praktik,” fortæller Kasper Ib, der om ganske kort tid er færdig med den toårige videregående uddannelse til automationsteknolog.

”Jeg valgte uddannelsen for at få lov til at lave sådan noget, som jeg laver nu,” smiler han.

Dania fremfor universitet
I 2011 blev Kasper Ib færdig som HTX-student, hvorefter han startede på Aalborg Universitet.

”Jeg læste til energiingeniør to semestre, men stoppede, fordi læreformen var forkert for mig. Jeg gik til forelæsning med over 100 studerende i samme rum, og det var ikke mig,” forklarer Kasper, der bagefter fik foreslået Erhvervsakademi Dania af sin storebror.

”Han er uddannet el-installatør fra Hadsten, og i sin tid overvejede han at læse automation. Han var så glad for at læse der, så jeg blev nysgerrig og kiggede på uddannelsen på nettet. Efter at have mødt en af underviserne valgte jeg at starte,” siger Kasper Ib.

HTX-baggrund en fordel i flere fag
Det valg har han ikke fortrudt, selvom han ind i mellem har været udfordret af at gå på et hold med mange håndværkere.

”Jeg havde ikke tidligere haft komponenter i hænderne, så jeg har nogle gange haft udfordringer med at forstå de ting, som andre tog som en selvfølgelighed. Men så har de andre været flinke til at hjælpe mig. Omvendt kunne jeg så hjælpe dem med fx rapportskrivning, matematik, fysik og engelsk, som jeg kunne fra HTX,” smiler Kasper og tilføjer, at der altid har været en god stemning på Hadsten-holdet.

”Mange bor på kollegiet ved akademiet, men der er også en, som kører fra Kolding hver dag. Der er plads til alle. Jeg har selv brugt meget tid i styringslokalet på Dania sammen med de andre, hvor vi ind i mellem har arbejdet til sent. Så bestiller vi pizza og hygger med teknikken,” forklarer han. 

Flemming Dupont Kjeldsen 2

Branchen har brug for flere som Kasper 
På kontoret i Tjærby sidder Kasper Ib skråt overfor den ene af sine chefer og ejer af virksomheden, Flemming Dupont Kjeldsen (foto). Han er glad for at få Kasper i praktik.

”Kasper får noget ud af at være her og arbejder med konkrete projekter, der kommer ud til slutkunderne. Vi laver ikke projekter til skraldespanden, så vi giver praktikanterne et stort ansvar. Til gengæld kan de også virkelig få meget ud af at være her,” forklarer Flemming Dupont Kjeldsen.

Han har lige nu svært ved at få de medarbejdere, som Dupont & Co. Automation A/S har brug for. Branchen mangler nemlig folk som Kasper.

”Vi vil gerne tage ansvar for at uddanne fremtidens medarbejdere til automationsbranchen. Lige nu har vi svært ved at hyre folk nok, da der ingen arbejdsløshed er i branchen. Hvis vi vil have de færdiguddannede automationsteknologer, skal vi også hjælpe dem med at blive uddannet,” siger Flemming Dupont Kjeldsen.

Næste studiestart på den toårige videregående uddannelse på Dania er 24. august 2015, og der er stadig ledige pladser. 

Kontakt Trine Kock på trko@eadania.dk eller på tlf. +45 2170 3002 for mere info.