Studerende gør unges ideer til virkelighed med webshop

Trine Leth prøver hver dag teorierne fra Dania-uddannelsen til markedsføringsøkonom af på bedidodi.dk, der giver unge med en designer i maven mulighed for at gøre deres ideer til salgsbare produkter.
nyhed

Lidt ligesom varehuset Magasin, der både sælger sine egne og andres produkter. Sådan beskriver 20-årige Trine Leth webshoppen www.bedidodi.dk, som hun har startet og driver sammen med det grafiske Aarhus-firma Allingham & Hansen. Hjemmesiden er tænkt som en platform og et kreativt fællesskab for up-coming designere, der kan få egne ideer omsat til produkter og solgt dem via webshoppen.

”Mange unge får en god idé til et produkt, men får den aldrig ført ud i livet, fordi det er for omfattende at finde producenter, samarbejdspartnere og salgskanaler. Den proces har vi gjort meget nemmere, da vi har maskiner i huset til at producere næsten alt inden for det grafiske plus webshoppen til at sælge det fra. Gennem os kan de unge få deres designdrømme gjort til virkelighed,” siger Trine Leth, der bor i Aarhus.

Så småt gang i salget og interessen
Lige nu laver og sælger bediddodi.dk primært designprodukter inden for det grafiske som plakater, ringbind og notesblokke, men også kasser, prints on demand og tasker af alternative materialer som teltbunde og lastbilpresenninger.
Julepynt og mere til hjemmet er også på vej, for selvom kunderne indtil nu primært har været virksomheder, håber Trine Leth, at de private forbrugere får øjnene op for bedidodi.dk.

”Det har været en lang proces med at starte siden op, men nu kører det. Vi har omkring 100 visninger om dagen, og flere er begyndt at handle på siden. Det er super fedt at se, at folk køber de ting, som jeg også synes er fede,” smiler iværksætteren, der også har lavet et noteshæfte med eget design.

Studiet som en fordel
Til daglig læser Trine Leth til markedsføringsøkonom med speciale i reklame på Erhvervsakademi Dania i Randers. Den uddannelse valgte hun at starte på i september for at kunne udvikle sig selv og bedidodi.dk.

”Ved at arbejde med webshoppen samtidig med at jeg studerer, får jeg brugt det, jeg lærer, ligesom jeg får nye ideer til markedsføringen. Jeg lærer meget af at arbejde med siden og ser klart studiet som en fordel for det videre arbejde med siden,” forklarer hun og uddyber, at hun lige nu især arbejder med at udbrede kendskabet til bedidodi.dk via de sociale medier.

Elsker at være iværksætter
Udover studiet og livet som iværksætter finder Trine Leth utroligt nok også tid til at spille professionel håndbold ved SK Aarhus i Danmarks bedste række.

”Det havde ikke kunnet lade sig gøre, hvis ikke arbejdet med bedidodi.dk kunne laves hjemme i min sofa. Men jeg tror også, at man giver sig selv lidt ekstra, hvis der er ens eget. Jeg brænder virkelig for at få det her op at stå og er taknemmelig for, at Allingham & Hansen også har haft modet til at se, hvad det kan blive til,” siger hun og fortsætter:

”Langt ude i fremtiden håber jeg, det kan blive til en fysisk butik, og at jeg kan leve af arbejdet med siden. Jeg elsker at være iværksætter og samtidig gøre gode ideer til virkelighed. Gode ideer må ikke gå til spilde.”

 

Foto: Dania og bedidodi.dk

16.01.15