Dania-studerende organiserer Stafet For Livet

Som tovholder på et stort arrangement for Kræftens Bekæmpelse i Skive har Mette Fagerlund brugt værktøjer og evner fra sine uddannelser fra Erhvervsakademi Dania.
nyhed

Mette Fagerlund er uddannet serviceøkonom fra Dania i Skive. Hun er nu i gang med at uddanne sig til multimediedesigner og har lige gennemført sin fjerde Stafet For Livet event i Skive.

"Det startede med, at vi tilbage i 2012 på holdet fik et oplæg om, hvad Stafet For Livet gik ud på. Jeg tænkte, at det var en god erfaring at skrive på mit CV, samtidig med at jeg støtter en god sag, så derfor meldte jeg mig som frivillig," fortæller Mette Fagerlund.

Stafet For Livet er et 24 timers løb for hold, hvor man viser sin støtte til folk, som har eller har haft kræft tæt ind på livet. Overskuddet fra stafetten går til Kræftens Bekæmpelse.

Til at starte med var Mette Fagerlund pladsansvarlig og skulle sørge for at alle deltagere havde plads til deres telt eller campingvogn under eventen. Det var rigtig lærerigt og en spændende udfordring for Mette. Over tid har det udviklet sig, og hun er i dag tovholder for logistikken, caféansvarlig og ansvarlig for den lokale Facebookside.

Overblik over 1700 deltagere
Hun sagde ja til posten som Facebookansvarlig ca. en måned før stafetten løb af stablen i år for også at prøve kræfter med den del. Knap en uge senere stod hun så lige pludselig med rollen som tovholder for logistikken også.

"Det var overvældende at få den post overdraget så tæt op til eventet, men det varede ikke længe, inden jeg havde overblik over det meste, og så knoklede jeg ellers på med at kontakte leverandører, finde frivillige og skaffe materialer til stafetten," forklarer hun.

Det lykkedes for Mette at få samlet alle trådene, og trods kedeligt vejr blev det en vellykket stafet med 1700 deltagere, der alle var med til at bringe hygge og god stemning på pladsen.

"Vi er virkelig glade og taknemmelige for, at Mette Fagerlund overtog tovholder rollen med så kort varsel," udtaler Birgit Flæng, som er formand for Stafet For Livet Skive og tilføjer:
"Hun reddede dette års stafet."

Dania-uddannelse gav godt grundlag
Mettes uddannelser fra Erhvervsakademi Dania var grundlag for, at det kunne lykkes hende at holde hovedet koldt. Hun havde en masse gode værktøjer at ty til samt erfaring fra andre events, hun har været involveret i gennem Dania.

"Jeg kunne bruge begge mine uddannelser i forbindelse med forberedelserne til stafetten. Det viser, at det var en god beslutning at kombinere uddannelserne serviceøkonom og multimediedesigner, da det har rustet mig rigtig godt til fremtidige udfordringer. Samtidig har uddannelserne også været med til at udvikle mig som person og gjort mig mere bevidst om, hvor mine kompetencer ligger - både professionelt og som menneske,” siger Mette Fagerlund med et smil.

Hun bliver færdig som multimediedesigner til sommer og glæder sig til at komme ud og bruge sine kompetencer i erhvervslivet.