Studievalg: Hjemme hos nørderne på Dania

Anders la Cour fra Horsens er en af de mange unge, som har søgt ind på Erhvervsakademi Dania i Grenaa for at specialisere sig i spiludvikling. Her kan han være åben om sin interesse for computerspil og føle sig hjemme
Af Anne-Mette Gyldenløv, journalist
nyhed

Mange tusinde unge har truffet et vigtigt valg om, hvilken videregående uddannelse de gerne vil starte på efter sommerferien. En af dem er 21-årige Anders la Cour, der for nylig er blevet student fra HTX i Horsens. Hans hobby er at lave spil, og derfor har han søgt ind via kvote 1 på den 2½-årige datamatiker-uddannelse på Erhvervsakademi Dania i Grenaa.

”Folk kan godt kigge lidt skævt til en, når man taler om computerspil, fordi det er nørdet, så jeg har været tilbageholden om at snakke om spiludvikling. Men sådan er det ikke i Grenaa. Her er undervisere og de andre studerende meget interesserede i spil, og det gør, at jeg føler mig hjemme. Det er drømmestedet som spiludvikler,” fortæller Anders la Cour.

Studiepraktik gav nye venner

I efteråret kom han i studiepraktik i tre dage på erhvervsakademiet i Grenaa, hvor han sammen med 11 andre praktikanter fik stillet konkurrencen om, hvem der kunne lave det bedste spil. Herigennem lærte de nye metoder og teknikker via hinanden.

”Det var en rigtig god oplevelse at være i studiepraktik. Faktisk var tre af de andre fra min parallelklasse på HTX i Horsens, men vi kendte ikke hinanden før studiepraktikken, men det kom vi til, og nu taler vi ofte sammen. Vi har alle fire søgt ind på datamatikeruddannelsen,” smiler Anders la Cour.

Skabertrang og søvnløshed

Han har altid gerne villet skabe noget selv. Derfor prøvede han efter folkeskolen kræfter med kokkeuddannelsen, der var for hård fysisk for ham, og derfor valgte han at dykke ned i sin spilinteresse i stedet.

”Jeg har det med selv at lave ting med hænderne, uanset om det er ved en computer eller mere fysisk. Jeg kan godt lide at lægge alle kræfter, sved og timer i et projekt og få et resultat ud af det. På den måde udfordrer jeg mig selv,” forklarer Anders la Cour.

Nu kan han ikke gøre andet end at vente på at få svar om optagelse til midnat den 30. juli.

”Jeg vil helt klart vente oppe og vente på svaret den dag. Jeg kommer til at genindlæse e-boks-siden mange gange, bare i tilfælde af at svaret skulle komme få minutter før 00.01, selvom det nok ikke sker. Jeg tror, at jeg kommer til at ligge søvnløs dagene op til, for det er virkelig det studie, jeg gerne vil ind på,” smiler Anders, der dog også ser frem til et par ugers sommerferie og fejring af studentereksamen.

Studiestart på den videregående uddannelse er 5. september.