Den garvede erhvervsræv skal have ungt modspil

1200 studerende fra Erhvervsakademi Dania er samlet til et af landets største innovationsevents. 15 konkrete virksomhedscases bliver sat under lup, og tværfagligt samarbejde med et sportsligt tvist giver nye vinkler på både forretnings- og personlig udvikling.
nyhed

 

Feriecenteret Dayz Rønbjerg er i disse dage et af landets mest innovative steder. 1200 studerende fra Erhvervsakademi Dania er samlet til bootcamp for at udtænke innovative løsninger på en stribe konkrete virksomhedscases. Det skal lære de studerende at samarbejde på tværs af faggrupper og give dem en forsmag på den virkelighed, der venter på den anden side af den afsluttende eksamen.

 

”Jeg håber selvfølgelig, at et par af de idéer, de studerende kommer på, er så gode, at de bliver brugt af virksomhederne. Men det vigtigste er, at de studerende har det sjovt, at de får smag for innovation, og hvad det vil sige at arbejde med virkelige cases,” siger Kristian Kragh Lundø, der sammen med Casper Kajgaard er idémagerne bag det store arrangement. De er selv studerende på Erhvervsakademi Dania, for bootcampen er lavet af, for og med de studerende.

 

”Vi kan se en fordel i at have en tæt kontakt med erhvervslivet. Målet er at skabe en platform, hvor de studerende og virksomheder – senere arbejdsgivere – kan interagere langt tidligere, end man traditionelt kender det fra universiteterne. Vi har ønsket at bygge videre på den proces, hvor ungt friskt sind møder den garvede erhvervsræv for at skabe et innovativt aspekt,” forklarer han.

 

Fra consumer til prosumer

De mange studerende er blevet sat tilfældigt sammen i mindre grupper, så de færreste kender hinanden. I løbet af tre dage skal de udvikle koncepter eller løse udfordringer på 15 forskellige cases fra virkelighedens verden. Lige fra Hvidbjerg Bank, der ønsker nye måder at ramme de unger kunder på til energibar-producenten Pure Power, der gerne vil have kunderne til at være en del af virksomhedens udvikling.

 

Netop den case har fem studerende i hytte 233 kastet sig over. Stort set samtlige lodrette overflader i det lille sommerhus er klistret til med bleggule post-it lapper, der hver især repræsenterer en lille flig af deres idé-oplæg til virksomheden. Brugerne af Pure Powers energibarer skal have ejerskab over fremtidige produkter.

 

”Vi tror på at lægge mere ansvar ud til kunderne og lade dem komme med idéer til virksomheden, der så skal tage inputtene alvorligt. Det skal gøres via et website, hvor man kan pitche sine idéer, og andre så kan kommentere og like. De bedste idéer, der bliver til noget, får brugerne så eksempelvis en del af overskuddet for. Det bliver en sammenblanding af producent og consumer (forbruger, red.), så vi har faktisk fundet et helt nyt begreb, der hedder prosumer,” fortæller Emil Silcowitz, der til daglig læser til logistikøkonom i Hobro.

 

Sport og samarbejde

Gruppen har fået helt frie rammer til at finde frem til det bedste samarbejde, og selvom håbet er, at Pure Power kårer deres idé som den bedste, er det netop samarbejdsøvelsen, der er det vigtigste for Anne Marie Lindquist, som studerer til handelsøkonom i Randers.

 

”Det er et meget koncentreret forløb, men er et meget godt billede på, hvad du kommer ud i på et arbejdsmarked. Her skal man også arbejde sammen med både personer og faggrupper, man ikke kender. Man bor selvfølgelig ikke sammen på arbejdsmarkedet, og det var da i starten en grænseoverskridende tanke at skulle bo i samme hytte, men jeg har fået utrolig meget ud af det både fagligt og socialt allerede, selvom vi kun er omkring halvvejs i forløbet,” forklarer hun.

Arrangementet går under navnet InnoSport, for udover innovationsdelen er der også et sportsligt element, hvor de studerende skal gennem en stribe fysiske aktiviteter og sportsgrene. Og det har været en hel bevidst strategi, forklarer arrangøren.

 

”Når man sidder stille en hel dag og kun bruger sin energi på at tænke, bliver det tungt. Så er de fysiske aktiviteter med til at løsne sind og krop op, og så ligger der også et samarbejdselement i alle disciplinerne, så kombinationen af innovation og sport skal meget gerne gå op i en højere enhed,” siger Kristian Kragh Lundø.

 

Vinderne af de forskellige virksomhedscases kåres torsdag.

 

For yderligere oplysninger, kontakt:

Erhvervsakademi Danias kommunikations- og marketingchef Niels Søndergaard på tlf. 29328101, mail: niso@EADania.dk