Energiteknolog fandt millioner i besparelser og job via praktik

Martin Wulff var som studerende til energiteknolog i praktik ved EnergySolution, hvor han har fundet besparelser for virksomheder og private for 4,86 millioner kroner. Nu er han fastansat samme sted.
nyhed

22-årige Martin Wulff fra Aarhus C kan skrive lidt af en præstation på CV’et. I løbet af sine ni ugers praktik under den videregående uddannelse til energiteknolog har han fundet energibesparende løsninger for samlet 4,86 millioner kroner. Det har han gjort ved Aarhus-virksomheden EnergySolution, der laver energi- og procesoptimering hos større industrivirksomheder.

”Det var sjovt og spændende at være i praktik, og jeg har overhovedet ikke kedet mig. Jeg har været med til meget og fået lov til meget, så jeg er glad for, at jeg valgte at læse videre på Dania i Hadsten. Det var en rigtig fed praktikperiode,” siger Martin Wulff, der er uddannet elektriker fra Den jyske Haandværkerskole og valgte at tage den toårige videregående uddannelse til energiteknolog på Erhvervsakademi Dania.

Fra 5.700.000 kWh til 335.000 kWh 
Et af de større projekter Martin har været involveret i var at finde samlede besparelser på en dampproduktion. Her designede han varmegenvinding på en trykluftskompressor og etablerede samtidig grundvandskøling. Her kan virksomheden gå fra et forbrug om året på 5,7 millioner kWh til 335.000 kWh – en besparelse på over 5,3 millioner kWh om året.

Martin Energiteknolog Hoejformat

”Tilbagebetalingstiden for de fleste investeringer er lidt over et år, så de har hurtigt tjent sig selv ind igen. Der er rigtig mange penge at hente derude, men man skal have energiteknisk viden for at kunne se det,” smiler Martin Wulff.

Andre energibesparelser, som han har regnet på for virksomheder, er efterisolering af loft, isolering af varmtvandskar, udskiftning af ventilationsanlæg, lave decentrale kedler og LED-belysning.

12-tal og direkte i job
Eksamensprojektet blev om en virksomhedskunde ved EnergySolution, hvilket tydeligvis gik godt. Eksamenen endte nemlig med et stort 12-tal.

"Vi havde jo dimission om fredagen, og mandag var jeg fastansat i virksomheden. Så jeg nåede ikke at få en særlig lang sommerferie eller ledighedsperiode efter uddannelsen," smiler Martin Wulff.

Studiestart på uddannelsen er mandag den 24. august 2015,
og der er stadig ledige pladser. 

Kontakt studiesekretær Trine Koch for mere info og tilmelding!
Hun står klar til at hjælpe dig på trko@eadania.dk eller på tlf. +45 2170 3002