Erhvervsakademi Dania får Anders Graae som ny rektor

Den 1. februar 2016 får Erhvervsakademi Dania ny rektor, da nuværende rektor, Lis Randa, går på pension. Den nye rektor bliver 55-årige Anders Graae Rasmussen.
Af Anne-Mette Gyldenløv, journalist
nyhed

Anders Graae Rasmussen startede sin karriere i uddannelsessektoren som underviser i 1992 på handelsgymnasiet i Hobro, hvor han i 1995 blev uddannelsesleder og senere vicedirektør og akademichef. Her var han med til at etablere Det Danske Ejendomsakademi, hvis rødder i dag stadig gør sig gældende på Erhvervsakademi Dania, der specialiserer sig i at uddanne ejendomsmæglere via den videregående uddannelse til finansøkonom.

Siden 2012 har Anders Graae Rasmussen været vicerektor for Erhvervsakademi Dania, der har 21 videregående uddannelser i otte byer, omkring 2500 studerende og 155 fuldtidsansatte medarbejdere. Her har han været stedfortræder for rektor, haft ansvar for HR, kvalitet samt sikkerheds- og samarbejdsudvalget.

Privat er Anders Graae Rasmussen bosat i Hobro, hvor han bor sammen med sin kone, sin hund og sine sønner på 22 og 19 år.

Det er formelt set Danias bestyrelse, der har valgt den nye rektor, hvor der har været flere kvalificerede ansøgere indkaldt til samtaler, ligesom et professionelt HR-bureau har været med i processen.

Fakta om Erhvervsakademi Dania

  • Erhvervsakademi Dania udbyder videregående- og efteruddannelser i Grenaa, Hadsten, Hobro, Horsens, Randers, Silkeborg, Skive og Viborg
  • I alt udbyder Dania 21 videregående uddannelser inden for business, sundhed, it- og teknologi samt en række akademiuddannelser på deltid
  • Samlet går der 2500 fuldtidsstuderende på Dania, hvoraf 320 er internationale, og et stort antal akademistuderende på deltid
  • Erhvervsakademi Dania blev officielt indviet 1. januar 2009 og har i dag 155 fuldtidsansatte medarbejdere.

 

For mere information kontakt journalist Anne-Mette Gyldenløv på tlf. 2491 6364 eller amgy@eadania.dk