Eventplanlægning gav lyst til Dania-studie i Horsens

67 studerende er begyndt på den videregående uddannelse til handelsøkonom på Dania. Især specialet i eventmanagement har lokket Ann Sofie Quorning fra Aarhus til Horsens.
nyhed

1250 studerende er i denne uge startet på Erhvervsakademi Dania, og af dem er 67 nye studerende på den toårige videregående uddannelse til handelsøkonom i Horsens.

En af disse er 24-årige Ann Sofie Quorning, der har valgt uddannelsen i Horsens på grund af specialet i eventmanagement. Det fik hun interesse for, da hun til sin fagprøve som salgsassistent ved varehuset Salling i Aarhus arrangerede et kæmpe event på blandt andet gågaden.

”Det var en fed proces, som krævede, at jeg koordinerede med blandt andre 20 forskellige afdelinger, direktøren, dekoratørerne, modeller, brandansvarlige og min underviser. Det blev en stor succes, og jeg fik rigtig god feedback,” fortæller Ann Sofie Quorning, der kommer fra Horsens, men i dag bor i Viby J i Aarhus.

Faktisk er hun begyndt på studiet med to gamle kolleger fra Salling, der uafhængigt af hinanden har valgt studiet.

”Ingen af os vidste, at de andre havde søgt ind, før vi så hinanden første studiedag. Det var ret sjovt,” smiler Ann Sofie Quorning, der hørte om uddannelsen allerede under sin gymnasietid og blev afklaret om at starte på studiet til studiestartsamtalen.

I alt går der nu 140 studerende i Horsens på Erhvervsakademi Dania.

Fakta om uddannelsen til handelsøkonom

  • Uddannelsen er en praksisnær toårig videregående uddannelse
  • Den er opdelt i et års teori, otte måneders lønnet praktikophold og tre måneder til at lave den afsluttende hovedopgave
  • Uddannelsen giver kendskab til nogle af de væsentligste aspekter af erhvervslivet som økonomi, indkøb, logistik, salg, kommunikation, ledelse og jura
  • I Horsens tilbydes tre særlige specialer:
    - Event Management
    - International Business Communication
    - E-handel
  • Tidligere studerende fra Horsens arbejder i dag fx som salgs- og kampagnekoordinator i AGF Fodbold, marketingsansvarlig ved VS Automatic og Store Manager hos H&M.