Finansøkonom i praktik ved ejendomsmægler i Karup

Jakob Nielsen er gået målrettet efter at blive ejendomsmægler. Derfor har han læst til finansøkonom i Hobro og er nu i praktik ved John Frandsen i Karup.
nyhed

23-årig Jakob Nielsen er fra Skive, men bor nu i Hobro, hvor han læser til finansøkonom på Erhvervsakademi Dania. Uddannelsen til finansøkonom er inddelt i fire semestre, og her er Jakob Nielsen netop startet på 4. og sidste semester, hvor han er i praktik.

Den tager han ved ejendomsmægler John Frandsen i Karup, fortæller Uge-avisen Karup.

"Jeg går målrettet efter at blive ejendomsmægler. Det er en gammel drøm, jeg har. Efter et sabbatår efter HHX startede jeg den 1. september 2013 i Hobro, og det er første gang, jeg er i praktik," siger Jakob Nilsen til Uge-avisen.

Han valgte skolen i Hobro, fordi finansøkonomstuderede her beskæftiger sig specielt med ejendomshandel i modsætning til andre lignende skoler.

Lever drømmen op til dine forventninger?
"Ja, bestemt. Jeg startede først i praktik efter nytår, men føler, at ejedomsmægler Jesper Dahl Petersen lader mig komme hele vejen rundt i ejendomsmæglerbranchen. Forleden vurderede jeg et hus sammen med ham. Det var sjovt, selvom jeg kom til at vurdere det lidt for højt, men har nu lært at tage husets beliggenhed mere i betragtning," fortæller Jakob, der kender området lidt, da han gennem 8-9 år har kørt motocross på Uhrebanen. Studierne tager dog det meste af Jakobs tid.

Vil gerne hjælpe
Mange starter som finansøkonom og kommer i praktik hos en ejendomsmægler. Det var sådan Jesper selv startede sin karriere.

"Jeg føler, at branchen er forpligtigede til at modtage praktikanter, så de studerende kan snuse til faget for at finde ud af, om det er den vej, de vil studere videre. Studerende fra Dania i Hobro er specielt gode som praktikanter, for de kan sættes til noget rigtigt arbejde, da de ved noget om ejendomshandel, inden de kommer i praktik," siger ejendomsmægler Jesper D. Petersen til Uge-avisen Karup.

 

Foto: Birgitte Dyrberg, Uge-avisen Karup