Finansøkonomer fra Silkeborg får job

71 procent af de nyuddannede finansøkonomer fra Erhvervsakademi Dania i Silkeborg fik job lige efter studiet, mens 24 procent læser videre. Næste studiestart er 1. september, og der er stadig ledige pladser.
nyhed

Gennem det seneste år er over 77 dimittender blevet færdige med deres studieliv på Bredhøjvej i Silkeborg, hvor de gennem to år har læst på den videregående uddannelse til finansøkonom. Smilene er stadig brede, for over 2/3 af de nye finansøkonomer gik direkte i job.

Hele 71 procent havde allerede da sikret sig et job inden for finanssektoren, ejendomshandel, økonomistyring eller revision, mens 24 procent valgte at læse videre på universitet på HA eller HD 2. del.

Direkte ud i erhvervslivet
Spørger man campuschefen Birgitte Riise Bjærge, hvad den høje beskæftigelse skyldes, er svaret dygtige undervisere, omstillingsparathed og et tæt samarbejde med erhvervslivet.

”Vi er en kortere videregående uddannelse, der uddanner de studerende til at gå direkte ud i erhvervslivet. Det kan vi gøre, fordi vi hele tiden udvikler os og forholder os til erhvervslivets behov. Hos os er der ikke langt fra ord til handling, og når vi ser muligheden for at forbedre os, så gør vi det hurtigt,” forklarer Birgitte Riise Bjærge.

Studerende Paa Dania I Silkeborg 1

Der er stadig ledige pladser på studiet, og ansøgningsfristen er d. 5. juli kl. 12 via optagelse.dk - Er du i tvivl om, du opfylder kravene, kontakt studieleder Rasmus Hall på tlf.+45 2162 7836 eller mail raha@eadania.dk