Fra dekoratør til handelsøkonom med iværksætterdrøm

Gitte Maack er uddannet dekoratør, udlært i 1995 og har siden da arbejdet med dekoration og salg indenfor tøj og smykker. Hun fik lyst til at sadle om, og valgte handelsøkonomuddannelsen på Erhvervsakademi Dania i Horsens, fordi den giver gode jobmuligheder.
nyhed

Gitte har en lille drøm om at blive iværksætter og efter flere barselsorlov og en tid som ledig, fik hun lyst til at få ny viden, så hun måske kan etablere sig som iværksætter.

At det netop blev handelsøkonomuddannelsen, Gitte valgte, er ikke nogen tilfældighed. ”Jeg undersøgte det grundigt for at se på hvilke uddannelser, der var mest spændende for mig, og samtidig havde gode jobmuligheder. Jeg tror, der er masser af muligheder for mig inden for e-handel og har derfor valgt det speciale på uddannelsen. Det giver helt sikkert job,” uddyber Gitte. 

Megaspændende og hårdt

Om at starte på en videregående uddannelse som 41 årig med to små børn på 1 og 4 år fortæller Gitte: ”Det er mega-hårdt, stort og mega-spændende.” Lektier foregår om aftenen, efter at hun har hentet børn, lavet mad og leget. ”Efter at børnene er lagt i seng, er der dømt lektier, indtil jeg selv skal sove.”

E-handel og marketing er kodeordet i forhold til praktikperioden på 2. år af studiet.  "Jeg vil gerne udforske det område, og jeg har jo været inden for salg i mange år. Jeg har en lille drøm om at starte noget selv, men jeg kan også godt lide at have kollegaer, så det skal være i et iværksætterhus,” slutter Gitte. 

På fotoet er Gitte til briefing i Arresten i Fængslet i Horsens. Det gælder tre udfordringer, hvor event spiller en rolle. Projektforløbet  finder sted over tre uger i november.