Handelsøkonom er et hit i Horsens

I sidste uge havde Erhvervsakademi Dania i Horsens for første gang nogensinde vinteropstart på uddannelsen til handelsøkonom. Det skete med 34 nye studerende, der især kommer fra lokalområdet.
nyhed

Et års praksisnær undervisning, otte måneders lønnet praktik og tre måneder til at skrive hovedopgave.

Sådan er den videregående uddannelse til handelsøkonom ved Erhvervsakademi Dania i Horsens bygget op, og det er åbenbart et studie, som falder i manges smag. Til vinter-studiestart i sidste uge startede 34 personer, og det er overraskende mange, da det er første gang nogensinde, at Erhvervsakademi Dania starter vinterhold.

”Vi havde håbet på 20 nye studerende på holdet, så vi er positivt overraskede og meget glade for, at 34 studerende har valgt at begynde hos os,” fortæller Merete Blauenfeldt, der er studievejleder på Dania.

Det er dog ikke kun i Horsens, at den toårige videregående uddannelse er populær. Også på Dania i Randers har 30 personer valgt at starte på studiet til handelsøkonom.

Lokale vælger Dania
Uddannelsens popularitet skyldes ifølge studievejlederen flere faktorer.

”En af dem er, at mange har holdt fri efter at have afsluttet en ungdomsuddannelse og fået et pusterum. Nu er de klar til at tage hul på et nyt kapitel i deres liv, og det passer vinterstart perfekt til,” siger Merete Blauenfeldt, der ser en ny tendens på vinterholdet.

”Normalt har vi mange pendlende studerende, men de 34 nye er hovedsagligt lokale fra Horsens-området. Det er meget atypisk for vores uddannelse. Jeg tror, det er sket, fordi vi nu har været i byen i over fem år og er ved at være velkendte i bybilledet,” forklarer Merete Blauenfeldt.

De nye studerende er mellem 19 og 53 år med en gennemsnitsalder på 26,5 år, og det er derfor et modent hold, der er begyndt.

Studievejlederen oplever også, at nogen vælger den videregående uddannelse, da de på godt og ondt føler sig presset af den nye kontanthjælpsreform.

21.01.15