Headhunter giver gode karriereråd på Dania i Horsens

Erhvervsakademi Dania i Horsens holder alumne- og infomøde for potentielle, nuværende og tidligere studerende torsdag den 7. maj kl. 17, hvor headhunter Peter Bauer fortæller om vejen til drømmejobbet.
nyhed

Hvordan gør du dig attraktiv på arbejdsmarkedet, hvordan sikrer du, at du fortsat forbliver en uundværlig medarbejder, og hvad betyder noget for virksomhederne lige nu?

Det er et par af de spørgsmål, som headhunter Peter Bauer vil give svar på, når han gæster Erhvervsakademi Dania i Horsens torsdag den 7. maj kl. 17 på Stadionsvej 2.

Arrangementet er gratis og for både nysgerrige, der gerne vil vide mere om Danias muligheder, men også for nuværende og tidligere studerende.

”Peter Bauers oplæg er relevant, uanset om man skal i gang med at vælge studie, har været på arbejdsmarkedet i nogle år eller trænger til at prøve noget nyt. Til dagligt arbejder han med rekruttering og har gjort det i mange år. Han ved, hvilke tendenser der gør sig gældende lige netop nu hos virksomhederne, når de skal finde nye folk,” fortæller studievejleder Merete Blauenfeldt fra Erhvervsakademi Dania i Horsens.

Peter Bauer Oplaeg Til Infomoede

Udover oplægget med headhunter Peter Bauer vil der være mere info om den toårige videregående uddannelse til handelsøkonom, praktikmuligheder i udlandet, det nye speciale i International Business Communication, om overbygningen til professionsbachelor og mulighed for at netværke med tidligere studerende.

Tid og sted:

”Karrriereråd til drømmejobbet” 

Torsdag d. 7. maj kl. 17

Erhvervsakademi Dania

Stadionsvej 2, 8700 Horsens