International stjerne gæstede Dania Games

Forventningerne var store, da den internationalt anerkendte Ultima online-udvikler Starr Long mødte op for at fortælle om trenden Open Development for flere hundrede studerende fra Erhvervsakademi Dania i Grenaa.
Af Malene Thomsen, kommunikationsmedarbejder
nyhed

En summen spreder sig i salen, og spændte studerende sidder klar til at suge ny viden til sig. De er alle mødt op for at høre om den nye trend, Open Development, der er den nye trend inden for spiludvikling. Men ikke mindst er de mødt op for at høre på en af de helt store inden for branchen, Starr Long, Executive Producer hos Portalarium, der er et spiludviklingsfirma med hovedsæde i Austin, Texas i USA.

Det var lidt af et scoop for Erhvervsakademi Dania i Grenaa, da det lykkedes at få Starr Long med til dagen. Han har været med til at udvikle det legendariske Ultima Online. Nu arbejder han på spillet Shroud of the Avatar, der udvikles ved hjælp af Open Development. For ham er det inspirerende at fortælle kommende spiludviklere om den nye trend.

”De studerende repræsenterer et kæmpe potentiale. Der har virkelig åbnet sig nogle muligheder for dem. De har nogle værktøjer, der ikke før har eksisteret. Det handler bare om, at de formår at ’Embrace the power of the crowd’,” fortæller Starr Long.

Trend med stort potentiale

De senere år er der sket en kæmpe udvikling inden for spiludvikling. For bare få år siden var konceptet Open Development et uhørt begreb, som ingen ville tro skulle blive en helt ny trend. Konceptet ses som et ufærdigt produkt, der i stedet involverer brugeren som en del af udviklingsprocessen.

Med den nye trend står en masse muligheder for døren. Der findes mange forskellige værktøjer og platforme, der gør det mere håndgribeligt for selv små teams at udvikle eksempelvis et spil, og det er bestemt en fordel, forklarer Starr Long:

”Vi lever i den bedste tid og i den værste tid,” konstaterer han og uddyber: ”Alle laver spil. Og det betyder også, der laves flere spil, end der egentlig er brugere til. Så det er en kæmpe konkurrence, der gør det virkelig svært at blive lagt mærke til. Det handler om at skabe noget helt unikt.”

Erhvervsakademi Dania i Grenaa er det muligt at tage de videregående uddannelser som datamatiker og multimediedesigner.