Islændinge og spaniere vil lære af Grenaa

Erhvervsakademi Dania i Grenaa har lavet internationale samarbejdsaftaler med University of Barcelona i Spanien og Keilir University på Island. Det kan være med til at skabe et internationalt miljø i byen med internationale studerende på udveksling
Af Anne-Mette Gyldenløv, journalist
nyhed

De smiler ekstra stort på Erhvervsakademi Dania i Grenaa for tiden. Ikke bare er der fuld drøn på en masse spændende spiludviklingsprojekter, men det er også lykkedes at lave to store samarbejdsaftaler med internationale universiteter, der gerne vil lære mere om, hvad man gør i Grenaa.

Det ene er University of Barcelona i Spanien, som udmærket kender til de dygtige spiludviklere fra byen.

”Vi har tidligere arbejdet sammen med dem for at lære af hinanden, og vores studerende på uddannelserne til datamatiker og multimediedesigner har deltaget i et projekt dernede. Nu har vi en formel aftale, så vores studerende kan læse et semester i Barcelona, men de kan også sende studerende hertil, så de kommer et skridt nærmere internationale valgfag,” forklarer campuschef Jonatan Yde og uddyber, at flere virksomheder har givet udtryk for, at de gerne vil lave opgaver med internationale og danske studerende.

”På den måde kan vi flette internationale perspektiver ind i det, vi har og gør i forvejen, samtidig med at det vil skabe et internationalt studiemiljø i byen,” siger han.

Tretrinsraket til iværksætter

Den anden nye samarbejdspartner er Keilir University fra Island. De vil gerne kopiere det, som Grenaa gør med uddannelse og iværksætteri.

”Vi har en tretrinsraket indenfor spil med ungdomsuddannelserne, os som videregående uddannelsesinstitution og iværksættermiljøet. Det vil Keilir University gerne kopiere gennem udveksling og partnerskab. Vi vil gerne udbrede den måde, vi gør tingene på, så det passer os rigtig godt,” fortæller Jonatan Yde.

De nye samarbejder betyder også, at iværksættere og studerende i Grenaa kan få adgang til nye spilmarkeder og lave aftaler med spilvirksomheder fra Island og Spanien.