Introtur stod på ost, muslinger og Lort&Lagkage

Mange forbinder måske RUS introture med alkohol, men ikke på Dania i Skive. Turen stod på ost, mælk, muslingesuppe og masser af faglige input og møde med Danias dimittender i job og praktik. Målet var at få de nye studerende til at se muligheder for praktik, job, innovation og netværk samt skabe god bund for det sociale aspekt på de videregående uddannelser.
nyhed

Den 1. september startede 86 nye studerende på Erhvervsakademi Dania i Skive. De mange studerende vil om 2-2 ½ år kunne kalde sig serviceøkonomer, produktionsteknologer, multimediedesignere og datamatikere. Den første uge stod både på undervisning og på fælles program bl.a. med studieteknik. Torsdag og fredag var introtur. Solen skinnede fra morgenstunden ved afgang med to busser, som var fast base for de studerende, der speeddatede undervejs rundt til de mange stop.

Rent Liv i Skive med ideer til madspild og affaldssortering

Første besøg var på Skive Kommune, hvor et solcellebeklædt rådhus og Julie Lysdal Markussen introducerede RENT LIV til alle. Rent Liv er Skives strategi - baseret på borgernes tanker - som omfatter maden, fjorden, livet og energien i kommunen. Julie gav bolden op til de studerende og bad alle byde ind med ideer til strategien. Mange rakte hånde op og kom med inputs, betragtninger og spørgsmål om bl.a. madspild, døde fisk og affaldssortering, som Julie lovede at bringe videre i det politiske system.

skive kommune introturintro med bus

Drop facebook, snak med hinanden og dyrk netværket

Serviceøkonom Joan Kahr, som både har været i praktik og ansat i kommunen, fortalte begejstret om strategien. Hun læste på Arvikavej fra 2011-2013, og gav på den baggrund gode råd til alle de studerede: ”Det fede ved at være studerende er, at man kan stille alle de dumme spørgsmål. Drop facebook og smartphonen. Brug hinanden, brug netværket og snak om det I kommer igennem på uddannelserne. I skal huske, at det er en videregående uddannelse, I er startet på. Der er lektier, og hvis du møder op uden at have forberedt dig, så får du ikke så meget ud af det, fordi underviserne kommer for at diskutere på baggrund af det, I har læst.”

Joan sluttede med at ønske alle tillykke med to fede år. ”I har valgt et rigtig godt uddannelsessted, hvor underviserne gider jer. Der er altid en dør åben, for at I kan komme igennem studiet.”

joan kahrrådhus i solskin

Ivan Andersen, fortalte som energiguide i Skive Kommune om energi-delen af strategien, og efter besøg på taget af rådhuset med udsigt rundt i byen, kørte busserne videre. En bus skulle besøge Maritime Drømme på havnen, et projekt som Danias studerende i 2012 var med til at kickstarte. En anden bus kørte til Thise Mejeri, hvor datamatikerne Lars Offersen og Ludvig Guldberg Rosen er i praktik.

Skyr hitter, mens datamatikerne sidder bag papkasser

Succes`en for Thise Mejeri er ikke svær at få øje på. Mejerist Henrik Kanstrup fortalte om mejeriets historie fra 1887 til nu, hvor 82 økologiske landmænd hver dag indvejer 250.000 liter mælk. En råvare, der videreforarbejdes til flere typer mælk, smør, ost og syrnede produkter.  De studerende smagte både Vesterhavsosten, kærnemælkskoldskål samt Skyr produkter, mens Henrik fortalte om, hvordan 10 liter mælk bliver til et kilo ost, om de 38 kilometer rør, der sikrer at råvaren fordeles korrekt i forhold til produktvariant og om at emballagelageret bl.a. håndterer 700.000 små bægre med låg, der fremstilles med Skyr hver uge. Thise Mejeri har udvidet betragteligt de senere år. I 2005 var der 60 ansatte, i dag er der mere end 200, så væksten har inddraget mange kvadratmeter. Danias datamatiker studerende var således placeret med it-afdelingen bag en væg opstillet af papkasseemballage.

mejerist hos thisedatamatiekre hos thise

Optimering af koldskålsproduktion

Lars Offersen og Ludvig Guldberg Rosen har været i praktik siden 1. august. De har siden da bl.a. arbejdet med at optimere forecast-systemet, som har betydning for produktionsplanlægningen. ”Vi har fået cuttet 1 ½ minut af processen og det er ok,” fortalte de stolte. Datamanagement er omdrejningspunktet for it, og begge datamatikere sidder i it-afdelingen med databasesystemer. ”Vi roder og analyserer, bl.a. på data fra detailkæderne. Det er en lang proces at bygge et system op.  Et eksempel er, hvordan vi planlægger produktion af koldskål i forhold til helligdage.”

Begge studerende er glade for at være i praktik i Thise, og de overvejer om deres afgangsprojekt kan omhandle nogle af udfordringerne med datamanagement.

Under rundvisningen kiggede to produktionsteknologstuderende nysgerrigt på produktionsbåndene:  ”Måske vi kan forbedre noget…” lyste ud af øjnene, så introturen har sået frø om både praktik og job-muligheder.

JAMO huset i Glyngøre er også BID

Næste stop var JAMO huset i Glyngøre. Nikolaj Løve, Arne Lindgren og Søren Vester introducerede JAMO huset og tankerne bag. BID står for Business Innovation Denmark – med fokus på at få ideer fra håndværk til industri. Iværksætteri og innovation er kodeordet for alle her: ”Virksomheder laver virksomheder,” som Arne Lindgren pointerede, da han opfordrede de studerende til at blive iværksættere. ”Vi skal være bedre til at blive iværksættere i Skive Kommune. Vi skal droppe lønmodtagerkulturen”. De studerende tog udfordringen op, og nogle spurgte meget konkret ”Hvad gør jeg hvis jeg har en idé?”. I JAMO huset arbejdes der med ”hånden på kogepladen” - hvad kan jeg gøre for at komme videre… -  og det er ikke et støtte system – men mere ”no cure no pay”.  I Jamo-huset kan man leje sig ind – der er både lager, værksteder og kontor. Alle er velkomne, hvis de mener noget med deres idé. Erhvervsakademi Dania har ofte benyttet Jamo-huset til større workshops mellem kommunen, virksomheder og uddannelse fx under Rethink-projektet Genbyg Skive.

arne lindgrenedgar hos bisgaard

Produktionsteknolog i job giver studerende gode råd

Edgar Cepels blev færdig som produktionsteknolog fra Dania i Skive i juni 2014 og er nu ansat i Bisgaard Industri med fokus på internt salg. LEAN vil med tiden også være en del af Edgars job i virksomheden, som producerer vinduesindfatning og -løsninger til nyt byggeri og renoveringsprojekter af bygninger.  På introturen fortalte Edgar de nye studerende om hans opgaver, og gav dem samtidig det råd, at man skal passe sine studier, deltage i alt og være med til det hele. ”I kan også godt komme med ideer til virksomhedsbesøg til underviserne, så I kommer ud og ser mulige praktikvirksomheder.” Edgar var i praktik i SKOV A/S og havde en rigtig god virksomhedsoplevelse under praktikken, der havde fokus på LEAN i produktionen ”Jeg arbejdede med optimering både i produktion og indkøb, og de var glade for resultaterne. Jeg fik også en anbefaling, og det var gennem det netværk, at jeg kom til Bisgaard Industri,” fortæller Edgar glad. Han er oprindeligt fra Letland og bor med sin kone, der læser til multimediedesigner på Dania, og børn i Glyngøre.

Glyngøre Shellfish bød på muslingesuppe og historie om fjordens forretningspotentiale

Fra JAMO huset gik alle studerende i solskin ned til Glyngøre Havn, hvor Svend Bonde stod klar hallen ved saltvandsbassinerne, hvor han opbevarer østers. Svend er uddannet maskintekniker og hans ord til de nye studerende var: ”Vær åben og vær fleksibel. Se til siden.” Han har med sin uddannelse som ballast genopfundet østersfiskeriet og særligt muligheden for afsætning i en længere periode end traditionelt set.  Glyngøre Shellfish fanger og opbevarer østers, så man kan levere til markedet løbende. På den måde er der et større forretningspotentiale i at være østersfisker. Svend Bonde har skabt et nyt værdikoncept fra fjord til bord, hvor han fisker, opbevarer, pakker og leverer til aftagerne i hele Europa. 90% er eksport og hans produktion er MSC-certificeret. ”Man skal være stædig og ikke lige give op, når man får nej. Der er altid en løsning, og man finder ud af det,” sluttede en ihærdig iværksætter hans tale til de mange tilhørere, inden han bød på en fantastisk muslingsuppe. 

svend shellfishbuffet

Tanker undervejs som ny produktionsteknolog studerende

”Det har været godt at komme ud på besøg,” sagde de to produktionsteknologstuderende Søren Brix og Nicolai Christensen, mens muslingesuppen blev spist. De er begge erhvervsuddannede, og har været en del år på arbejdsmarkedet, inden de nu har søgt ind på den toårige videregående uddannelse.

Søren fik eksem af sit job, og bliver med uddannelsen omskolet til nye jobmuligheder. ”Jeg syn`s det var på tide at prøve noget nyt; ” siger Nicolai, der for tre år siden fik tankerne ind på en alternativ karrierevej.

”Jeg er uddannet kleinsmed og har bl.a. arbejdet 10 år i jernindustrien. Jeg har læst en del om studiet, og nu skulle det være. Jeg glæder mig til at komme i gang og tror, at det er det helt rigtige for mig, ” slutter Nicolai inden hovedretten i det gamle ”a kasse huset” kommer på bordet.

Lort & Lagkage

Næste stop på studieturen var Balling Biogas, der udvikler energi baseret på biomasse. Husdyrgødning og grøn biomasse er råvaren, der bliver til energi, forklarede Kim Madsen, som er en af de tre brødre, som står bag Balling Biogas. Anlægget er af sin slags det største i Danmark. Ved besøget blev der både serveret kaffe, saft og te samt islagkage, hvorfor besøget meget sigende blev til Lort & Lagkage.

lagkageballing biogas

Vandrehjem, kick off og fest

Stoholm Vandrehjem var sidste destination for begge busser og alle de mange studerende. Resten af dagen stod på socialt samvær. Fredagen gav et Kick off om studielivet med oplægsholder Robert Rolfsted. Senere var det retur mod Skive, hvor Arvikavej 2A om aftenen var rammen for fest for alle studerende på Dania i Skive samt undervisere. Et nyt studieår er skudt i gang med relevante virksomhedsbesøg, indtryk og inspiration.