Jeg lovede min mor at tage en uddannelse

Ordene er Elias` på 20 år, der driver kæden OneRepair med reparation af mobiltelefon og Ipads i Horsens, Vejle og Skanderborg. Han valgte handelsøkonomuddannelsen på Erhvervsakademi Dania i Horsens, fordi det er den, der giver mest og passer bedst, hvis man vil være selvstændig.
nyhed

Elias Bulos startede den første butik i 2012, da han var 17 år gammel og gik på HF. Fordi han var under 18 år, har han en ældre partner med i firmaet. Ideen startede hjemme i et ombygget værelse, men består nu af de tre butikker, som bl.a. har Horsens Kommune som kunde.

Da han blev selvstændig, lovede han sin mor, at han nok skulle tage en videregående uddannelse.

”Det er vigtigt, at have noget at kunne falde tilbage på,” siger Elias. Og han har holdt aftalen.

September 2014 startede han på den toårige videregående uddannelse på Dania i Horsens.

”Det gode ved uddannelsen er, at der typisk er undervisning mandag til og med torsdag. Det betyder, at jeg kan være i butikkerne fra ca. kl. 15, og om fredagen. Det har jeg brug for.”

Om det at være etableret med virksomhed, og så få teoretisk viden om og redskaber til det at drive en virksomhed, siger Elias:

” Jeg har fundet ud af, at jeg jo har lavet nogle fejl, da jeg startede firmaet, og det kan jeg bedre se nu og bruge den viden og de redskaber, vi bliver undervist i.”

Elias har som iværksætter mulighed for at komme i iværksætterpraktik på 2. år af den toårige uddannelse.

”Jeg tror dog, at jeg vil prøve noget med ejendomme. Jeg kunne godt tænke mig at blive entreprenør,” slutter den unge virksomhedsejer og handelsøkonomstuderende.

 

Læs mere om uddannelsen til handelsøkonom her

2.2.2015