Job og fuldtidsuddannelse kombineres i nyt koncept

Erhvervsakademi Dania i Skive har tilrettelagt den videregående uddannelse til produktionsteknolog, så det er muligt for blandt andre Jacob Christiansen at arbejde, mens han går på studiet
Af Anne-Mette Gyldenløv, journalist
nyhed

For rigtig mange er videreuddannelse et valg mellem enten at være i job eller tage en uddannelse. Men de fleste håndværkere som fx konstruktører har gennem flere års praktisk arbejde fået kompetencer, som gør, at de kan noget af det, der arbejdes med på uddannelsen til produktionsteknolog.

Derfor har Erhvervsakademi Dania som forsøg prøvet at tilrettelægge den videregående uddannelse, så de studerende kan kombinere job og fuldtidsuddannelse. De studerende går til eksamen i alle fag, men følger kun den undervisning, hvor de får tilført ny viden.

”Nu har vi prøvet det et par år, og til sommer er der allerede flere tilmeldte til at starte på det fleksible uddannelsesforløb. Det er rigtig dejligt, og de studerende fra tidligere forløb er kommet ud med topkarakterer og går i job med det samme, da de får papir på deres kvalifikationer,” forklarer Hanne Mentz Nedergaard, der er campuschef på Erhvervsakademi Dania i Skive, som står bag tiltaget.

Udfordrende og spændende tilbud

En af de kommende studerende er Jacob Christiansen, der arbejder for konsulenthuset SONNE og bor i Lunderskov. Han er uddannet maskinarbejder og teknisk designer, så uddannelse havde han lovet sig selv og konen, at han ikke skulle have mere af.

”Men at jeg kunne tage uddannelsen til produktionsteknolog ved siden af mit arbejde lød så interessant, at jeg sagde ja med det samme,” smiler 35-årige Jacob Christiansen, der på hjemmefronten ellers har nok at se til med to børn og en mere på vej.

”Det bliver da en udfordring med tiden, men det er en god ting at have med i bagagen. Jo mere og højere uddannelse jeg kan få, jo bedre. For mig med hus, bil og børn havde det ikke været hverken praktisk eller økonomisk muligt at tage uddannelsen på normale vilkår, så det er et rigtig fedt tilbud,” fortæller Jacob Christiansen.

Investering i fremtiden

Jens Knudsen er HR-chef for SONNE, hvis konsulenter arbejder ved forskellige produktionsvirksomheder som nationale og internationale virksomheder indenfor eksempelvis plast, vind, medico, specialmaskiner og design. For ham giver det rigtig god mening at benytte sig af Danias nye koncept.

”Vi vil gerne give vores medarbejdere papir på det, de kan, samtidig med at de lærer noget nyt, som de altid vil have med sig. For medarbejderne er det også rart at blive klogere, og som virksomhed giver det os mulighed for i endnu højere grad at tilbyde vores kunder, de kompetencer, som de efterspørger. Det er en investering i fremtiden,” forklarer Jens Knudsen.

For Jacob Christiansen er det også motiverende, at en anden af hans kolleger, Thomas Hove, også skal starte på den fleksible uddannelse.

”Jeg glæder mig til første dag på studiet, selvom der er langt fra Lunderskov, hvor jeg bor, til Skive,” siger han. Som studerende skal de to lave de obligatoriske opgaver og projekter, får vejledning og går til eksamen i alle fagområder, men fremmødet tilpasses den studerende i forhold til behov.

Forude venter nu en længere afklaringssamtale, hvor de kommende studerende skal vurderes, så Dania helt præcist ved, hvilke kompetencer, allerede opnået viden og færdigheder den nye studerende har. På den måde finder de ud af, hvilke fagområder og forløb, der skal følges fuldt ud, og hvilke der kan følges i mindre omfang med opgaver, tests og eksamen.

Vil du optages på uddannelsen? Så kontakt Susanne Hørup eller Tore Madsen, undervisere på produktionsteknologuddannelsen, via tlf. 29913168 eller 26181269.