Karrieredag: På jagt efter det rigtige match

I dag var der Karrieredag på Erhvervsakademi Dania i Silkeborg, hvor arbejdsgivere og finansøkonomstuderende mødtes på gangene. Målet er at finde det rigtige match til den kommende praktik.
nyhed

”Vi er her for at få de dygtigste unge.” Så kort er forklaringen fra revisor Martin Husted fra Hostruphus revisorerne på, at han fredag stod på Erhvervsakademi Dania i Silkeborg.

Fredag var nemlig Karrieredag, hvor de studerende fra den videregående uddannelse til finansøkonom kunne møde forskellige virksomheder fra finans-, ejendoms-, revisor og forsikringsbranchen. Alle får de finansøkonomer i praktik i tre måneder, og mange ansætter dem efterfølgende som trainees.

karrieredag 2014 1kaareiredag 2014 2

For Martin Husted fra Hostruphus er dagen rigtig vigtig
”Det er en uformel måde at møde de studerende på, og fem minutters snak kan betyde rigtig meget for valget af den kommende praktikant på kontoret i Silkeborg. Finansøkonomerne er en målgruppe, som vi meget gerne vil have fat i fremadrettet,” fortæller han.

Skabe gode kontakter
Blandt de studerende som kiggede på virksomheder, var Melissa Laursen på 22 år og Michelle Jensen på 23 år. De læser begge til finansøkonom på 1. semester og skal først i praktik på 4. semester, men de er allerede ved at kigge på, hvilken virksomhed kunne være den rigtige at komme i praktik i.

”Det er vigtigt at skabe kontakter inden for den branche, man gerne vil ind i så tidligt som muligt. For mig er det revision. Samtidig ved jeg godt, at jeg vil i praktik i et større revisionsfirma, hvor der er mulighed for at læse videre på HD og måske komme til udlandet, så det skal jeg have fundet,” siger Michelle Jensen, der er ved at bosætte sig i Silkeborg efter at have boet i London i 1½ år.

karrieredag 2014 3

Udover matchmaking på gangen mellem studerende og de 18 forskellige virksomheder var der også oplæg fra den lokale folketingspolitiker Mads Rørvig, ejendomsmægler Erland Virenfeldt fra home i Silkeborg og Peter Lautrup fra LAROS Ejendomsadministration i Aarhus.