Øjne og økonomi hitter hos de unge

Unge vælger uddannelser med gode jobmuligheder, viser årets ansøgningstal på Erhvervsakademi Dania. Det er især de videregående uddannelser til optometrist og finansøkonom, der oplever fremgang, mens ny uddannelse er kommet godt fra start
Af Anne-Mette Gyldenløv, journalist
nyhed

Noget tyder på, at uddannelsesminister Ulla Tørnæs’ opråb til de unge om at vælge uddannelser med hjerte og hjerne har virket. I hvert fald er højdespringerne i årets ansøgningstal via kvote 1 til de videregående uddannelser på Erhvervsakademi Dania uddannelser med gode jobmuligheder.

En af de uddannelser, som har fået flere ansøgere, er den 3½-årige professionsbachelor til optometrist, som efter studiet arbejder som optikere. På landsplan er der kun 0,5 procent ledige optometrister, da der er stor efterspørgsel på uddannede indenfor området. I år har 93 ansøgere valgt uddannelsen som deres første prioritet mod 72 sidste år, hvilket svarer til en fremgang på 29 procent.

Også den videregående uddannelse til finansøkonom går frem med 396 ansøgere mod 355 sidste år.

Begge uddannelsers fremgang glæder rektor for Erhvervsakademi Dania, Anders Graae Rasmussen.

”For de finansøkonomer, der sidste år blev færdige på Dania, er 74 procent i dag i arbejde, mens 11 procent læser videre. Dermed beviser årets ansøgningstal, at de unge ikke kun vælger uddannelse efter interesse, men at de også har blik for uddannelser med gode jobmuligheder efter studiet. Vores uddannelser er tilpasset erhvervslivets behov lokalt, og det giver særligt brugbare uddannelser,” fortæller Anders Graae Rasmussen.

Uddannelse i administration godt fra start

I Horsens har unge for første gang kunnet søge ind på den videregående uddannelse til administrationsøkonom, som er målrettet jobs som HR-assistent, kommunikationsmedarbejder og projektleder i det private. Her glæder rektor sig over, at 29 personer har valgt uddannelsen som første prioritet, og 74 personer har valgt den som én af deres prioriteter.

”Det er rigtig flot af en ny uddannelse at få så mange ansøgere. Det fortæller mig også, at vi har ramt rigtigt ved at søge om at få den uddannelse til Horsens, for det er tydeligvis ikke bare erhvervslivet, som mangler de kompetencer, som uddannelsen giver. De unge kan også se potentialet i uddannelsen,” siger rektor Anders Graae Rasmussen.

I alt har 1.950 søgt ind på Erhvervsakademi Danias danske uddannelser mod 1.837 sidste år, hvilket er seks procent i fremgang.

30. juli kl. 00.01 får ansøgerne til Dania svar via e-boks, om de er kommet ind på drømmeuddannelsen.