Dania-studerende vinder international pris

Det har ændret Lasse Overgaard fra Horsens at starte på den videregående uddannelse til administrationsøkonom, og udviklingen kalder han selv for vanvittig. Nu har han også vundet 1. præmien ved en stor europæisk konkurrence
Af Anne-Mette Gyldenløv
nyhed

Smilet er stort hos 39-årige Lasse Overgaard fra Horsens. Han er netop vendt hjem fra Sverige, hvor han deltog i den internationale iværksætterkonkurrence InnoMatch sammen med over 98 studerende – og løb med sejren.

”Det var et kæmpe selvtillidsboost at vinde, og jeg har svært ved at tro på, at jeg er kommet så langt siden sidste forår. Inde i mit hoved er det her det vildeste, jeg har oplevet, og jeg forstår ikke, hvorfor busserne ikke flager for det. Så stort er det for mig,” fortæller en sprudlende Lasse Overgaard.

I Hallan i Sverige er der meget spild af uld. Det fandt Lasse Overgaards gruppe på, at man kunne bruge sammen med genbrugstekstil i trærammer i store skibscontainere til at samle fugt, hvilket er et stort problem i rederibranchen. En nem og billig løsning på et internationalt problem.

”Juryen mente, at det var et produkt med kæmpe potentiale og mulighed for at sælge til et stort marked,” siger Lasse Overgaard.

Farvel til køkkenet

Sidste forår så Lasse Overgaards verden dog helt anderledes ud. Han havde netop fået konstateret slidgigt i ryggen efter mange år som kok - midt i at han ville starte som selvstændig.

”Lægen sagde, at jeg aldrig skulle stå i et køkken igen. Det gjorde rigtig ondt at høre, for jeg elskede mit fag, og jeg blev tvunget til at opgive al den erfaring, jeg har. Det fik mig ned i kulkælderen, men jeg valgte at springe ind på et helt nyt felt,” forklarer han.

For Lasse Overgaard ville ikke på førtidspension som 39-årig.Lasse Overgaard Taenksom Web

Han ville skabe en ny version af sig selv.

Derfor søgte han efter den uddannelse, som kunne hjælpe ham på vej, og svaret blev administrationsøkonom på Erhvervsakademi Dania. Her startede han sidste sommer, og det har han overhovedet ikke fortrudt.

”Det var noget af et spring for mig og en vanvittig historie. Jeg har udviklet mig rigtig meget og fået mere selvtillid. Fagligt har det krævet meget disciplin at vende tilbage til skolen igen, men det har også været dét værd. Mine forældre og omgangskreds er meget stolte af mig, og 1. præmien i Sverige gjorde dem alle meget rørte,” siger han.

Talent Camp

Før Lasse Overgaard kom til Sverige var han sammen med andre studerende fra erhvervsakademiet gennem en Talent Camp, hvor han lærte at arbejde med blandt andet kreative processer, pitch, branding og designudvikling. Det har han været på i weekenderne ved siden af studiet, og arbejdet har haft stor betydning for ham. Især i forhold til fremtiden.

”Før forløbet troede jeg, at jeg skulle ud og arbejde i en stor virksomhed som fx projektleder, men sådan har jeg det ikke længere. Nu vil jeg gerne ind i en lille virksomhed eller starte som selvstændig og arbejde med udvikling og innovation. På den måde har Camp’en betydet meget for, hvad jeg vil med min uddannelse,” forklarer Lasse Overgaard, der nu skal ud og fejre førstepræmien.

”Studiet, camp’en og konkurrencen i Sverige har været en stor positiv overraskelse og givet mig et selvtillidsboost, som er en god indgangsvinkel at gå til eksamen med lige om lidt,” slutter han.

Talent Camp’en og InnoMatch er støttet af midler gennem INTER-REG, Den Europæiske Udviklingsfond Region. I alt har 1400 studerende og 400 virksomheder været involveret i projektet indtil nu.

 Interreg Logo

Innomatch Logo