Markedsføringsøkonomer skaber sundhed på erhvervsskole

Kasper Nørbæk og Nick Demant har via deres praktik som markedsføringsøkonomer arbejdet på at give eleverne på erhvervsskolen Tradium 75.000 kr. til at skabe mere bevægelse i løbet af skoledagen. Det arbejde har givet dem lyst til at blive selvstændige.
nyhed

”I forhold til tidligere dyrker jeg motion før sociale arrangementer som svendegilde og fødselsdage. Det giver balance, men det er også svært at løbe 10 kilometer på en flaske rødvin,” siger Lindy Aldahl, der er kendt fra DR-programmet ”Rigtige Mænd”. Tradium-salens 120 elever griner.

På sidelinjen står Kasper Nørbæk og Nick Demant fra Randers og nyder oplægget.

”Det er dejligt at se andre end os selv knokle med projektet. I dag er kulminationen på tre måneders intenst arbejde, så jeg er meget rolig,” hvisker Nick Demant, mens Rigtige Mænd-mureren fortsætter sit oplæg om sundhed, kost og motion for håndværkere.

For det er netop kernen i projektet for de gutter, der begge læser på markedsføringsøkonomer på Erhvervsakademi Dania.

Et projekt, der giver noget i rygsækken
Via erhvervsskolereformen skal eleverne på tekniske skoler bevæge sig hver dag i 45 minutter, og til det har Randers Kommune og Randers Sundhedscenter givet eleverne 75.000 kr. Bindeledet mellem pengene, Randers Sundhedscenter og eleverne er de to Dania-studerende.

Lyttende Tradium Elever

”Til projektet har vi brugt en bred vifte af redskaber, som vi har fra studiet. Alt fra grafisk materiale, visuel identitet, analyser, web og planlægning har vi arbejdet med. Mange andre studerende har kun ét fokusområde i deres praktik, men vi har fået fyldt rygsækken med mange erfaringer, så praktikken har absolut været gunstig,” forklarer 27-årige Kasper Nørbæk, der inden studiet til markedsføringsøkonom har været kok og salgsassistent.

Projektet er endt med tre pakkeløsninger, som eleverne skal vælge mellem: en boldspilspakke, en crossfit-pakke eller en crossfit bane. Valget faldt på boldspilspakken. 

”Det er forslag, som er udviklet af eleverne og som er kommet ud af deres forslag. Vi lavede en stor markedsundersøgelse af elevernes vaner og motivation i forhold til at dyrke motion, deres inputs til bevægelsesdelen samt deres indstilling til reformen. Der viste sig, at selvom mange elever var verbalt negative omkring motion, var 70 procent positivt stemt og synes, det var en god ide,” fortæller Nick Demant på 26 år.

Fagligt velfundrede og dygtige praktikanter
Både Nick og Kasper har været freelanceansat ved Randers Sundhedscenter tidligere. I deres praktik har de været tilknyttet Ulla Skov Aldahl, der er selvstændig og hyret ind til projektet af sundhedscenteret. Hun har kun ros til drengene og deres arbejde.

”Det giver meget energi og sparring at have Nick og Kasper i praktik. De har en hel anden vinkel på opgaverne end en gammel cirkushest som jeg, men de er også enormt fagligt velfunderede. Det gør opgaveløsningen enormt stærk og sjov,” forklarer Ulla Skov Aldahl, der tidligere har haft markedsføringsøkonomer i tre måneders praktik. Dengang fik hun lyst til at gøre det igen, fordi det var så positiv en oplevelse.

”Og det har denne gang bestemt også været. Med dem har jeg kunnet løfte opgaven på en anden måde, end hvis jeg havde været alene. De skal levere til deadline, som var til afstemningen i dag, og det har de forstået til fulde. De har et stort personligt og fagligt drive, så de har bare kørt derudaf selv. Jeg er forundret over den store faglige ekspertise, de har, og jeg tager glædeligt markedsføringsøkonomer som de to i praktik igen,” smiler Ulla Skov Aldahl.

Borgerbudgettering og iværksætterild
Nu står den på evaluering af projektet, hovedopgave og eksamen for de to gutter.Lindy Forfaeller

”Vores hovedopgaven handler om, hvordan man med udgangspunkt i det her projekt kan lave borgerbudgettering i andre projekter. Erfaringer fra udlandet viser, at metoden får borgerne til at engagere sig mere, fordi de får medbestemmelse og medindflydelse på, hvad de bruger de kommunale kroner til,” fortæller Kasper Nørbæk.

Borgerbudgettering har været anvendt i USA og Vesteuropa i mange år, men det er først de seneste år, det er begyndt at vinde indpas i Danmark. I år afsætter byrådsmedlemmerne i New York City fx over 25 millioner dollars til borgerbudgettering.
Det håber gutterne, at Randers Kommune i fremtiden vil gøre mere brug af, som denne gang, så de kan arbejde videre med konceptet som selvstændige iværksættere.

"Vi har været i praktik i den private del af et samarbejde mellem en privat og en offentlig virksomhed. Det har givet os begge yderligere blod på tanden til at starte egen virksomhed og har egentlig bare pustet til den iværksætterild, der brænder i os begge. Vi har fået networket en del og mødt en masse mennesker, hvilket har ført til en meget større berøringsflade. Det lærer man meget af. Vi har blandt andet lært, at der eksempelvis er kæmpe forskel på, hvordan kontakt og processer foregår i det private kontra det offentlige," siger Kasper Nørbæk.

”Men nu skal vi lige hjem og puste ud,” slutter Nick Demant med et smil.

Klik her for at læse mere om uddannelsen til markedsføringsøkonom. 

Læs Tradiums nyhed om projektet

 

 17.04.15