Martin drømmer om at blive IT-teknolog

Martin Laursen har søgt ind på den engelske uddannelse til IT-teknolog som første og eneste prioritet, og da IT har været en stor del af opvæksten, var det et naturligt valg
Af Malene Thomsen, kommunikationsmedarbejder
nyhed

Til spørgsmålet: ”Glæder du dig?” kommer et stort rungende ja. Det er 20-årige Martin Laursen fra Skjern, der med spænding og forventning fortæller om, hvorfor han har søgt ind på uddannelsen IT TechnologyErhvervsakademi Dania i Viborg.

”Jeg har altid vidst, jeg ville noget med IT. Jeg har nørdet med det, siden jeg var helt lille – så det er egentlig et helt naturligt valg at læse videre indenfor det felt,” siger Martin Laursen med overbevisning i stemmen.

IT fra barnsben

Selvom Martin Laursen har nørdet meget med IT siden barnsben, er han endnu ikke nået til et punkt, hvor det keder ham. Engagementet er ikke til at tage fejl af. Martin er begyndt at tage nogle netkurser, der er relevante i forhold til studiestart. Ikke fordi han skal eller mangler kompetencer, men simpelthen fordi han ikke kan lade være.

”Der sker så meget hele tiden inden for udvikling af IT. Og for mig handler det om hele tiden at udvikle mine færdigheder og ikke mindst udfordre mig selv. Det er også derfor, jeg valgte at søge ind på den engelske uddannelse frem for den danske.” siger Martin Laursen, der ikke har gjort sig de store overvejelser omkring valget af uddannelse, da det kom som et helt naturligt valg.

Derfor er uddannelsen AP Degree in IT Technology på Erhvervsakademi Dania også den eneste, han har søgt ind på. Martin Laursen får som alle andre svar på, om han er kommet ind på uddannelsen den 30. juli. Men tanken om ikke at komme ind på studiet skræmmer ham nu ikke:

”Jeg har ikke søgt ind på andre uddannelser indtil videre, for jeg vil det her så meget, og jeg tror på, det nok skal lykkes, ” siger en spændt Martin, der påpeger, at det at kunne lave noget man elsker, samtidig med at have det sjovt, er den helt store motivation for valget af fremtidig uddannelse.

”Og efter at have besøgt campus i Viborg og hørt endnu mere om uddannelsen er jeg bare endnu mere spændt på at skulle begynde på studiet,” fortæller han.