"Det er skæbnen", siger multimediedesignerstuderende

Det er skæbnen, at jeg skal være multimediedesigner ”Jeg har flair for det, kan godt lide det kreative arbejde og har nemt ved at lære HTML,” siger Anja Dahl, der går på 2. semester på uddannelsen til multimediedesigner på Erhvervsakademi Dania i Skive.
nyhed

”Der er mange, der tænker puha, det er en videregående uddannelse, men jeg kan kun anbefale den til andre,” siger Anja, der både havde haft job på Skive Turistbureau  samt prøvet frisørvejen og en uddannelse i Holstebro, før hun opdagede muligheden på Dania i Skive.

Med en HHX eksamen opfyldte hun kravene, og siden starten har hun kun fået bekræftet, at det er den rigtige vej. ”Der er en overskuelig fordeling mellem teori og praksis. Første gang vi blev præsenteret for HTML skulle vi være skarpe. Så det er godt, at jeg har flair for HTML, og har nemt ved at lære det,” siger Anja tilfreds.

Kompetencerne bliver sat i spil tværfagligt

På Erhvervsakademi Dania er tværfagligheden i højsædet. Uddannelserne arbejder samme på tværs, og til det siger Anja: ”Jeg har lært en del vedrørende gruppearbejde. Fx har vi arbejdet med kompetencetrekanten, som beskriver vores styrker og kompetencer. Det synes jeg fungerer vildt godt, når man skal arbejde i grupper.” Ideen bag er, at vænne de studerende til at bruge deres forskellige kompetencer i forskellige sammenhænge med andre fagpersoner. Noget der kan bruges, når man får job i en virksomhed, hvor mange fagligheder skal arbejde sammen.

Selvstændig portfolio eksamen og drøm om at blive free lancer

De studerende har portfolio eksamen midt på året. Anja er begejstret: ”Det er en evaluering af fagene og alt hvad vi har lært. Det kan de kommende studerende godt glæde sig til. Jeg synes, at portfolio eksamen var en rigtig god opgave, hvor man arbejder 100% selvstændigt.

 Jeg overvejer også, om jeg skal være selvstændig freelancer, når jeg bliver færdig.” Hun vil dog gerne have et par års erfaring og blive mere rustet til at starte ordentligt. ”Jeg tror, at der er mange, der går med drømmen om at blive selvstændig, og jeg har da også lavet en lille bitte smule i min fritid.”

Praktik på reklamebureau er målet

Anja vil meget gerne på reklamebureau i praktikperioden på 4. semester. Photoshop og webdesign er hendes fokus, og det må godt se godt ud, men løsninger skal også være funktionelle for brugerne. ”Jeg kan godt lide at arbejde med detaljer, så det bliver helt unikke løsninger for kunden.”

Om studiemiljøet på Arvikavej i Skive fortæller Anja: ”Fra starten af blev der trukket lod om pladserne i lokalet, og jeg tror at det har betydet, at vi alle snakker godt sammen. Der er studerende fra 18 år og op til de ældste, som er i 40`erne. Der er en fin blanding af mænd og kvinder, og her er en god stemning.”