Multimediedesigner udvikler fantasiverdener

Som studerende på uddannelsen til multimediedesigner har Christian Lüdeking fundet sin rigtige hylde på Dania i Grenaa. Her udvikler han fantasiverdener og arbejder visuelt sammen med andre som sig selv.
nyhed

Multimediedesignere arbejder der, hvor kreativitet, fantasi og computer mødes.

Lige netop der har Christian Lüdeking på 23 år fra Hinnerup det rigtig godt. Han læser til multimediedesigner på 2. semester ved Erhvervsakademi Dania i Grenaa. Specialet er i spiludvikling.

”Jeg har altid haft interesse i gaming, og en dag slog det mig: ’Gad vide, om man kan arbejde med spil, og hvad det indebærer?’. Jeg er ikke en kode-haj, men er meget visuel og kan godt lide at udtrykke mig gennem billeder, så efter studentereksamen og 3D College føltes multimediedesigner-uddannelsen helt rigtig,” fortæller han.

Udvikler fantasiverdener
Christian Lüdeking har altid haft en god fantasi, og på studiet får den mulighed for at blive foldet helt ud.

”Jeg er god til at udtænke alternative fantasiverdener, der er meget detaljerede og spændende. Ved at blive multimediedesigner med speciale i spiludvikling kan jeg få andre til at opleve mine drømmeverdener. Det er en superfed følelse,” siger Christian med et smil.

Vi kan alle godt lide at nørde spil
I sommers flyttede han til Grenaa for at være tættere på studiet, som han oplever som meget socialt. 

”Vi har alle lidt den samme type personlighed; vi kan godt lide at nørde, spille spil og være kreative. Her kan man være sig selv, og vi har det rigtig fedt sammen socialt. Der er mange arrangementer, og det er helt sikkert et valg, hvis man sidder for sig selv,” fortæller Christian.

Han har endnu ingen store planer for tiden efter studiet, men han er ikke afvisende for at blive selvstændig, ligesom mange andre studerende fra Grenaa er blevet det.

”Det er jo en voksende industri. Hvis den gode idé kommer i løbet af studiet, vil jeg gerne starte op som selvstændig med andre. Ellers tager jeg det hen ad vejen,” smiler han.

Der er ansøgningsfrist om at starte på uddannelsen til multimediedesigner via kvote 2 den 15. marts på www.optagelse.dk

 

10.03.15