Ingen ledighed for serviceøkonomer fra Dania i Skive

Alle færdiguddannede serviceøkonomer, der dimitterede juni 2013 er i job eller læser videre. Afdelingschef Hanne Mentz Nedergaard er rigtig stolt af de gode resultater: ”Tallene viser, at Skive området har brug for personer med en kortere videregående uddannelse som serviceøkonomen, der kvalificerer til de nye jobs, der bliver skabt i turisme- og oplevelses-erhvervene samt inden for brug af sociale medier.”
nyhed

Beskæftigelsesanalysen er udført i februar 2014 og viser, at ud af de 17, der dimitterede sommeren 2013, er 36 % i job, mens 42 % har valgt at læse en overbygningsuddannelse til den to årige videregående uddannelse til serviceøkonom. De sidste 23 % er enten på barsel, er på en længere udenlandsrejse eller i militæret. Billedet er positivt for Skive og endda en anelse mere positivt end for mange andre områder i Danmark. Generelt er der i Danmark en ledighed på 18% blandt dimittender med denne uddannelse, men det har Skive styret uden om.

Dania har oplevet, at erhvervslivet har taget godt i mod de studerende. Uddannelseskoordinator Marie Louise Willerslev forklarer: ”Vi har oplevet stor interesse blandt erhvervsliv og organisationer gennem uddannelsen, og det ser ud til at give pote jobmæssigt. Tallene siger dog også, at mange har fået mod på at tage en uddannelse og fortsætte med det.”

Det er den vej, hvis I vil ind for oplevelsesbranchen, siger Zenia

”Hvis I vil ind for oplevelsesbranchen, så er det den vej,” siger Zenia Jacobsen, som er en af Danias serviceøkonomer, der blev færdig sommeren 2013. Zenia fortsætter. ”Jeg har fået det job, jeg gerne ville have. To års studier er til at overskue, og jeg havde netop fået mit barn nummer to, så det passede fint at starte med at studere som 28 årig.” Zenia startede som projektleder den 1. august 2013, og er i fuld gang på jobbet, hvor hun tager sig af alt omkring kunstnerne, der optræder på Kulturcenter Limfjord.

Kort om uddannelsen til serviceøkonom

Den videregående uddannelse tager to år inklusiv tre måneders praktik. På uddannelsen lærer man bredt om oplevelsesøkonomi. Det vil sige om de brancher, der har at gøre med udvikling af kreative ydelser, der kan give kunderne en ekstra oplevelse. Her indgår brancherne for forlystelser, ferie, sport, kultur, design, reklame og kommunikation, computerspil, musik, film etc.. Serviceøkonomuddannelsen kvalificerer til jobs som projektleder, salgs- og marketingkoordinator, mellemleder, selvstændig og meget mere.