Nye medarbejdere på Erhvervsakademi Dania

Erhvervsakademi Dania oplever en stigende interesse for sine 21 videregående uddannelser, og de mange nye studerende kræver flere medarbejdere på Danias otte campusser og til de fælles funktioner på tværs af organisationen.
nyhed

Underviser i Randers

Sara Kaja Mortensen er pr. 1. oktober ny underviser på den videregående uddannelse til serviceøkonom på Erhvervsakademi Dania i Randers. Hun er uddannet cand.merc i strategi, organisation og ledelse på Aarhus Universitet, hvor hun ved siden af studiet har været studentermedhjælper ved Nordeas sekretariat. Efterfølgende har hun arbejdet ved Siemens’ HR-afdeling, ved Coor Service Management som projektmedarbejder og senest ved Dovista A/S som projektkoordinator og senere proceskonsulent. Privat bor 30-årige Sara Kaja Mortensen i Silkeborg med sin kæreste og datter på et år, mens fritiden bruges som holdinstruktør i Fitness World.

Underviser i Randers

Pr. 1. september er 37-årige Linda Hansen også startet som adjunkt og underviser på uddannelsen til serviceøkonom på Erhvervsakademi Dania i Randers. Hun er uddannet cand.mag. i turisme fra Aalborg Universitet og har arbejdet i turismebranchen i ind- og udland de seneste 15 år som blandt andet fundraiser og projektleder. Senest har hun været underviser på Erhvervsakademi Aarhus. Privat bor hun i Hinnerup med sin kæreste og to børn på 3 og 1 år. 

Digital kommmunikationsmedarbejder

34-årige Heidi Qvistgaard Dalbjerg er ansat som ny digital kommunikationsmedarbejder ved Erhvervsakademi Dania. Hun har tidligere siddet som webmaster og kommunikationsmedarbejder hos Tvilum i tre år, arbejdet hos Silvan-kæden som webkoordinator og været journalist på Randers Amtsavis. Hun er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og har sidenhen taget akademifag i både projektstyring og digital markedsføring fra Erhvervsakademi Aarhus. Privat bor hun ved Hammel sammen med sin mand og to børn på henholdsvis 3 og 1 år.

Virksomhedskonsulent og praktikkoordinator i Silkeborg

48-årige Lone Østergaard Madsen er startet ved Erhvervsakademi Dania i Silkeborg. Her er hun ny virksomhedskonsulent og praktikkoordinator for de to videregående uddannelser til finans- og handelsøkonom. Lone er uddannet ejendomsmægler ved realgruppen Niels Juul og har også arbejdet ved Alm. Brand Forsikring som salgskonsulent. Derudover har hun været selvstændig i knap 10 år med egen butik, der solgte italienske lædervarer, og senest har hun været fem år ved a-kassen FTF-A som salgskonsulent med fokus på de videregående uddannelser i Midtjylland. Privat bor hun i Egå ved Aarhus med sine drenge.